KLUMME: Parforholdets forunderligheder

Det er ikke så ofte det sker. Men somme tider gør vi det. Går ud og spiser.
Også fordi pigerne synes, det er så hyggeligt. Og det er det. Der er noget over at gå på restaurant og nyde en middag, man ikke selv har lavet, og så herefter bare kan rejse sig og slippe for oprydningen.

Og som man sidder der og sutter i en god bøf, så er det, jeg ikke kan lade være – med at stirre og observere. Først falder blikket på de her børnefamilier, der rent kaotisk vælter rundt i sodavand og pommes frittes. Ganske som vores egen familie, da børnene var lidt yngre. Nu er de nået til det stadie, hvor en børnemenu ikke er spændende nok. Ved bordet bagved fejres tydeligvis en fødselsdag på kryds og tværs af generationerne, og længere fremme sidder to yngre par. De skal garanteret i biografen bagefter, sidder jeg der og tænker. Og så falder blikket på dem, der altid er der. Hr. og fru Danmark.

Midt i 50’erne.
Sidder der i larmende stilhed og fortærer plankesteak med årgangsvin. Uden at udveksle ét ord. Vi har talt om dem før, min mand og jeg – de her par, der bare sidder der og spiser uden at tale sammen. Er det ikke underligt? Gad
vide, om de er nået til et sted i livet, hvor de ganske enkelt ikke har mere at tale om? Men hvordan sker der? Har de slet ikke oplevet noget i løbet af dagen? Ugen? Som den anden part måske gerne vil høre?

Det var faktisk ham, jeg er gift med, der først lagde mærke til dem – for adskillige år siden, og siden da har vi altid spottet dem. Uanset om det har været på Kina restaurant i indre by eller i græsk buffet på Cypern. De er
alle steder, og jeg bliver faktisk helt ked af det, når jeg får øje på dem. Sådan vil jeg i hvert fald ikke ende – og det plejer vi også at love hinanden.

Måske sker det bare lige så stille. Så længe børnene er små, får forældre ikke et ord indført på restaurant. Når de bliver ældre, så sidder man der og griner og hygger sig, og jeg forestiller mig, at når pigerne er ældre
teenagere, så skal vi stadig ud og spise og hygge os og tale sammen. Om alting. Skolen. Uddannelse. Kærester.

Men en dag gider de måske ikke med deres mor og far ud og spise længere, og så kommer testen. For gad vide, hvad vi så skal tale om. Jeg griner faktisk lidt indvendigt, mens jeg skriver det – fordi jeg i min vildeste fantasi
ikke kan forestille mig, at vi – min mand og jeg – ville ende som hr. og fru Danmark, der stiltiende indtager en bøf. Hvor blev gnisten af? Hvornår stoppede kommunikationen? Hvad gør de i hverdagen? Er det sådan noget med at
gå og øffe lidt af hinanden og så ved konen, hvad manden mener, når han grynter på en bestemt måde? Sådan vil jeg ikke blive. Men der er heldigvis også meget længe til, jeg bliver noget midt i 50’erne.

Og så må man jo håbe, jeg kan finde på noget interessant at sige til den tid…

DEL