Oplevelser i DIN kommune: Rav

Rav

Rav er nordens guld. Ravjagten er bedst efter en god storm, der har skyllet ravet fri af havbunden og op på stranden.

Det meste rav skylles op syd for Blåvandshuk, men det er muligt at finde de gyldne klumper langs hele Vestkysten.

Det er svært præcist at udpege de rette betingelser, men en stille dag med fralandsvind efter en god storm fra sydvest lige efter højvande er ofte bedst.

Ravet ligger blandt det såkaldte ”ravtøj”, det vil sige opskyllede muslinger, søstjerner, træ og tang, og det eftertragtede ”strandguld” kan kendes på, at det er lettere end sten og lyder som plastik, når det bankes let mod tænderne.

Ravets utallige former kan fra sommeren 2017 opleves på det nye Tirpitz museum ved Blåvand på en permanent ravudstilling. Her findes millioner år gammelt rav med indkapslede insekter, og man kan se oldtidens ravamuletter og opleve, hvordan rav gennem århundrede er blevet brugt som udsmykning.

Hver dag året rundt vandrer mange turister langs strandkanten i håb om at finde en lille, unik souvenir.

• Efterår og vinter er højsæson for at finde rav.

• Rav er harpiks, der er mindst 20 millioner år gammelt.

• Siden istiden har mennesket brugt rav til smykker og amuletter.

• Hvert år afholdes der ravfestival i Naturpark Vesterhavet.

Kilde: Varde Kommune