Og selvfølgelig sker det – i en Coronatid

Havde sat mig godt til rette for at se den her politiske debat med alle formændene, der skulle diskutere Corona og genåbning – da jeg pludselig kan mærke det. Den er da helt gal! Der mangler noget, deroppe i en af de bagerste kindtænder. Som om en fyldning er røget eller tanden simpelthen er knækket. Sidder helt lammet og mærker forsigtigt efter. Øv. Det her kan komme til at gøre ondt.

Jeg er temmelig dårlig til at gå i stykker, især når det drejer sig om mine tænder. Jeg tilhører den gruppe mennesker, der ville vælge en tandbørste, hvis man kun måtte medbringe én ting på en øde ø. Jeg fungerer ikke om morgenen, før jeg har børstet tænder, og selv om jeg er meget omhyggelig med mine tænder, er jeg alligevel en katastrofe, når jeg skal til tandlæge.

Lige fra jeg træder ind i venteværelset, hvor der altid lugter påfaldende underligt af mundskyl, til de kalder mit navn. I det jeg kaster mig i tandlægestolen kan jeg mærke svedperlerne på næseryggen, og når tandlæge ruller lampen ned i min mund kan jeg mærke neglene bore sig ind i armlænet.

Nå – men som jeg sad der og godt nok så alle partiformænd pludre løs, mens jeg intet hørte, tog jeg en hurtig beslutning. Stop panik. Det kunne jo have været meget værre.

Tog for en sikkerheds skyld to panodiler og sov faktisk ok. Børstede tænder ekstra godt næste morgen og ringede til tandlæge 7.59.

TIRSDAG – kl. aften? Fordi der er Corona-tilstand??? Det vil sige flere dage OG en weekend med delvis manglende kindtand. Føj for den. Gennemgik min Facebook-venneliste – ingen tandlæger man kunne sende en venlig hilsen om måske lige at mødes – med værktøjskasse – til min mund……

Men har nu klaret både weekend og mandag – på blødt mad og en enkelt G&T – kom frisk tirsdag. Kom i det hele taget frisk hverdag – du er savnet!

HVOR jeg dog glæder mig til at alt bliver mere normalt; at man ikke skal have vrede blikke, når man distræt glemmer afstanden i køen, eller løftede pegefingre på mail, fordi man har delt et billede af noget, der garanteret indeholdt 392716 Corona-bakterier.

JEG glæder mig til at samle mine venner og høre højt musik og fjumre på bare tæer i græsset, mens bålfadet soder af brændte skumfiduser – og dufte lidt til det, der burde have været en festival eller en fed koncert. Lad os nu komme i gang – hverdag – du er savnet!

– Og se, selv min søde tandlæge-Helle er savnet – vi ses i morgen….