Og så boede han i – trekantsområdet

Forleden fik jeg en venneanmodning på Facebook. Det kan nok i og for sig lyde som en lidt kedelig indledning på en klumme, og hvem ved – måske er der denne gang tale om noget sælsomt lillebitte unødvendigt tankespind.

Nå men jeg tjekkede lige – vi havde 7 fælles venner, så det var med al sandsynlighed en, jeg havde mødt på et eller andet tidspunkt… så jeg accepterede venskab.

Lad mig sige det sådan – Facebook er for mit vedkommende ikke en privat lukket vennekreds, der kun liker hinandens billeder og skriver tillykke på fødselsdage – bevares – det gør vi også, men jeg betragter nok mere Facebook som et netværk og som kilde til inspiration, når jeg søger en god historie eller tips til dit&dat.

Nuvel. Jeg var blevet venner med ham her filejsen, og der gik da heller ikke længe før han havde liket 10-12 opslag tilbage på min side… og så kom der en besked fra ham. I Messenger. Om jeg havde lyst til at chatte lidt. (Chatte? Bruger man virkelig stadig det begreb?)

Hmmm… listede ind og lavede hurtigt research. Mand var gift, der var vist også et par børn, vi var jævnaldrende, han kunne tydeligvis godt li noget sejlads. Og så boede han i trekantsområdet. Det vender jeg tilbage til.

Jeg svarede ikke lige på de der beskeder. Og glemte det faktisk igen, lige ind til der efter 3-4 dage lå en ny besked.

Det korte i det lange var at han og hans kone søgte en – ja hvad skal man kalde det…. en én, sådan. Jeg sad lige et øjeblik med stoneface, ind til jeg var nødt til at inddrage Kim, der selvfølgelig fandt det uhyre sjovt…

Jeg slettede prompte vedkommende fra min venneliste, mens jeg tænkte lidt over, hvilken relation vores fælles Facebook-venner mon havde til denne hersens gut…. fra – ja trekantsområdet.

Facebook er dog forunderlig, og jeg er fan – sikken al den inspiration, man kan hente her, og al den viden, man kan sortere i, alle de debatter, man kan rulle med øjnene over, og ikke mindst netværket – men netværket har alligevel en grænse, når alt kommer til alt. 

DEL