Ølgoddreng bag royal kjole

Stemmen i telefonen er oprigtig glad og varm. Det er en ydmyg og dygtig designer, der er i den anden ende af røret.
Soeren Le Schmidt er oprindelig fra Ølgod, men har boet i København siden 2007.

Soeren fik i 2017 en opgave, som kun er ganske få udvalgte forundt. Han er manden bag H.K.H. Kronprinsesse Marys smukke røde kjole til dette års nytårstaffel.
En kjole, der har fået megen opmærksomhed og har høstet stor ros.

– Jeg blev kontaktet af kongehuset og de bad mig om at lave en kjole til H.K.H. Kronprinsesse Mary, som hun skule bære ved dette års nytårstaffel. Så det er noget, der har stået på de sidste par måneder, fortæller Soeren Le Schmidt til GoVarde.dk

Soeren har siden 2015 har været selvstændig designer og skrædder og har firmaet ’Soeren Le Schmidt’.

– Jeg mødtes med H.K.H. Kronprinsesse Mary, vi snakkede om designet og hun godkendte det, jeg havde lavet, forklarer Soeren og fortsætter – Så skulle der tages mål og så skulle den laves.

H.K.H Kronprinsesse Mary i den smukke røde kjole designet af Soeren Le Schmidt.
Foto: youtube.com

 Men det er ikke kun til nytårstaflet, at du har set kjoler designet af Soeren.

– Jeg laver en del kjoler til den røde løber og tv-produktioner, fortæller han, men pointerer, at han også laver eksempelvis brudekjoler på bestilling.

– På lørdag er der Sportens Prisuddeling i Jyske Bank Boxen i Herning. Den kjole, som værtinden Tina Müller har på, er én, jeg har designet og lavet til hende, slutter Soeren.

Vil du se flere af de smukke designs af Soeren Le Schmidt, så besøg hans hjemmeside:

https://soerenleschmidt.com/unique.html

Sarah Grünewald i en smuk kjole fra Soeren Le Schmidt.
Foto: Venligst udlånt af Soeren Le Schmidt