Ølgod er sikret lægedækning

Efter et konstruktivt møde mellem Region Syddanmark og de to læger Lukasz Nowak og Lasse Johansson er lægedækningen i Ølgod sikret. På mødet gennemgik parterne uenighederne, og der blev i fællesskab indgået kompromiser, så lægerne fortsætter praksis i byen.

Banet vej for langvarig aftale

Der er nu efter grundige drøftelser fundet en løsning på diskussionerne mellem to praktiserende læger og Region Syddanmark.

Lægerne fra Ølgod Lægeklinik, Lukasz Nowak og Lasse Johansson, har tidligere opsagt deres ydrenumre. Opsigelsen er sket på baggrund af en forhandling med Region Syddanmark om en lejekontrakt for kliniklokalerne, som regionen ejer.

Et godt og konstruktivt møde i Ølgod onsdag 11. oktober resulterede heldigvis i, at parterne er blevet enige om at fortsætte samarbejdet.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Sagen her er et godt eksempel på, hvordan en kontraktforhandling kan gå i hårdknude, fordi parterne hver især holder fast i sine holdninger og ikke mødes face-to-face. Vi har haft et rigtig godt møde med Lukasz Nowak og Lasse Johansson, hvor vi fik vendt og drøftet uenighederne. Det har banet vejen for en langvarig aftale om praksis i Ølgod – en aftale, der er tilfredsstillende for alle parter.

Sikret kontinuitet i lægedækning

Borgerne i Ølgod kan nu fortsætte med de samme læger, og det er både koncerndirektør Kurt Espersen og lægerne glade for.

– Både vi i regionen samt Lukasz Nowak og Lasse Johansson har været kede af den situation, som en opsigelse ville have bragt borgerne i, og derfor er vi naturligvis rigtig glade for, at den nye aftale sikrer en kontinuitet i lægedækningen i Ølgod, siger Kurt Espersen.

Parterne er enige om at se fremad og i fællesskab arbejde på at få flere læger til Ølgod.