Nyt selskab skal hedde Ambulance Syd

Ambulanceselskabet, der skal køre i Vestjylland, Sønderjylland og Fyn, kommer til at hedde Ambulance Syd. Regionsrådet valgte dermed at følge afstemningsresultatet blandt redderne i det nye selskab, hvor Ambulance Syd vandt med 46,3 procent af stemmerne.

Dag for dag og uge for uge falder tingene på plads i den nye regionale ambulancetjeneste, og mandag 22. august lagde regionrådet i Region Syddanmark sig fast på navnet.
Fremover vil navnet Ambulance Syd præge ambulancerne og reddernes uniformer.

Udvalgsformand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V), er godt tilfreds med det nye navn:
– Vi har fået et godt dansk navn, der er enkelt og som ligger fint i tråd med vores øvrige navngivning i regionen. Nu glæder vi os til at få det grafiske på plads, så vi kan få navnet på ambulancerne og dermed for alvor tydeliggøre, at vi har taget hul på et nyt kapitel på det præhospitale område i regionen.

Mange navne i spil
Der har været mange bud på navne til det nye ambulanceselskab. Politikerne i regionen har ønsket at høre redderne, og efter behandling af sagen i regionens præhospitale udvalg og i forretningsudvalget blev redderne i selskabet opfordret til at indsende forslag til nye navne.
Herefter blev tre navne udvalgt og sendt til afstemning blandt redderne.

De tre navne var:
• Ambulance Syd
• Syddansk Ambulance
• Syddansk Ambulanceservice

Ambulance Syd vandt afstemningen med 46,3 procent af stemmerne foran Syddansk Ambulance med 37,5 procent og Syddansk Ambulanceservice med 16,2 procent, og det resultat har politikerne valgt at følge.

Thyge Nielsen mener, det var på sin plads at høre redderne:
– Redderne har over det seneste år knoklet og har under svære vilkår leveret mere end det, som vi kunne forvente af dem. Derfor syntes vi, at det var rimeligt, at de også havde en vis indflydelse på, hvad navnet skulle være.
26 reddere kom med forslag til navne, og halvdelen af alle redderne i Ambulance Syd deltog i afstemningen om, hvilket af de tre navne, det skulle være.