Ny udstilling af Ingun Hansen og Helle Vinter i Kunsthal vARTe

Maleri af Ingun Hansen
I juni måned er det muligt at se både oliemalerier og akvareller af billedkunstner Ingun Hansen og bronzeskulpturer af Helle Vinter. Udstillingen veksler mellem værker med en stramt styret komposition, og værker med opløsning i farver og form, der sprænger både de indholdsmæssige og skulpturelle rammer.

Begge kunstnere arbejder med elementer, der bygger værkerne op lag på lag, hvor både indhold og form flettes ind i hinanden og skaber nye sammenhænge.

Ingun Hansen er opvokset på Færøerne, og den færøske baggrund har væsentlig betydning for hendes billedkunst, hvor lyset og de betagende landskaber ofte er en stor inspirationskilde.
Kunstneren har planer om at arbejde med store formater under sit ophold, og vil gerne operere med både det monumentale og transparente i sine oliemalerier og akvareller. På det seneste har der sneget sig mere dramatik ind i hendes værker, hvilket hun håber er med til at udfordre beskueren.

Helle Vinter arbejder med maleri, collage og skulptur. I de senere år har hun hovedsagelig arbejdet med bronzeskulptur, skulpturer af blandet materialer og mobiler.
Bronzeskulpturerne omhandler ofte væsner der udstråler stemninger – fra det meditative og fanden i voldske – til det humoristiske.

De to kunstnere har tidligere haft fælles værksted i Aarhus, hvoraf der udsprang et udstillingssamarbejde.
Deres seneste udstilling har været sammen med Erling Tingkær, på Dronninglund Kunstcenter, hvor de udstillede maleri, bronze- og blandformskulpturer samt mobiler.

Det er Ingun Hansen der skal bo og arbejde i Kunsthal vARTe i perioden, men udstillingen deles med Helle Vinter.

Dato: 9. juni til 30. juni  – Der er fernisering søndag den 9. juni fra kl. 14:00 til 16:00.
Sted: Kunsthal vARTe, Smedegade 35, 6800 Varde
Åbningstider:
Onsdag til fredag kl. 13:00 – 17:00
Lørdag og søndag kl. 10:00 – 15:00