Ny facebookside om Varde er blevet et kæmpe hit

Kun en uge efter lanceringen af den nye facebookside “Varde Kommune i gamle billeder og postkort fra 1900 til nu”, er de første 1000 medlemmer nu rundet.

–  Vi har hele tiden vidst, at der var en behov for sådan en side, fortæller Kim Schou fra GoVarde.

Det er GoVarde der står bag siden og målet er, at siden fremover skal være en form for nonkommerciel digitalt arkiv på facebook med gamle billeder som folk altid kan bladre i.

–  Her kan alle folk fra hele kommunen lægge billeder op af forskellige motiver. Det kan være bygninger, begivenheder eller folk. Selv videoer eller gamle smalfilm. Alt er velkommen på siden, blot man husker copyright, og ikke lægger ærekrænkende ting på siden, fortæller Ulla Højgaard fra GoVarde.

Allerede sidste sommer startede GoVarde med at lægge billeder op af gamle motiver.

–  Der kunne vi se, at det var noget folk tog til sig, tilføjer Ulla Højgaard.

–  Det var blandt andet efter inspiration fra Ole Ibsen fra Varde, som privat lagde mange billeder op på sin egen facebookside. Jeg har derfor aftalt med ham, at han vil bruge den nye platform fremover, og han er rigtig god til at dele forskellige billeder fra en svunden tid, som mange nu begejstres over. Der er blandt andet tidligere Vardeborgere, nu bosat i USA, som benytter siden, slutter Kim Schou, og tilføjer:

–  Vi kalder godt nok siden fra år 1900, men har du endnu ældre billeder, så er det kun godt. Og nye billeder er også vigtige at få med for at bygge arkivet op, slutter han.

Så har du ikke været inde på siden, så prøv det.

Siden hedder: Varde Kommune i gamle billeder og postkort fra 1900 til nu

 

 

DEL