Nordenskov volleyball fik sejr nummer 2

NUIF’s 1. divisions herrer var lørdag på besøg hos den århusianske oprykkeklub Lyseng IF, og det gav en komfortabel sejr på 3-1 (25-17, 16-25, 25-23, 25-18).

Kold velkomst

Lyseng IF der ellers er kendt som en meget varm og imødekommende klub, gav klubben fra Sydvestjylland en meget kølig velkomst. Dette var dog udelukkende pga. renovation af hallen, hvor vinduerne var ved at blive skiftet. En længere opvarmning var derfor nødvendig.

En god opvarmning var tydeligvis en god ide, for ved holdets første servemulighed scorede holdet 4 point i træk, bl.a. gennem holdets hæver Jarvis Karchewski’s meget hårde springserv. Sættet bar tydeligt præg af, at Lyseng ikke var klar på at håndtere Nordenskovs servetryk.

Problemer i andet sæt

Det var dog et lidt frosset hold fra Nordenskov, der gik til andet sæt, som tabte pga. flere personlige fejl. Lyseng IF udnyttede dette til fulde og viste samtidig deres kapacitet med stabilitet og god organisation – Lyseng ejede dette sæt.

Sær nummer tre blev tæt. Nordenskov ændrede servetaktik og arbejdede mere koncentreret, hvilket gav flere point gennem blokadespillet. I sættets slutning blev det spændende, idet Lyseng fik bragt sig i en gunstig position ved at score 4 point i træk, som dog blev bremset af en time out og en efterfølgende aftale hos Nordenskov om angreb på kanten.

Overbevisende sejr

I sidste sæt var der helt styr på tingene. NUIF vandt egne sideout (angreb) og samtidig begyndte serv -og forsvarsspil at virke noget bedre. Sættet vindes derfor ret så overbevisende af holdet.

Efter kampen fremhævede cheftræner Simon Højen Libero Jonas Foldager for i sin første kamp med fuld spilletid, at arbejde meget koncentreret i både modtagning og forsvar.

Ligeledes viste holdet diagonalspiller Jesper Olesen gode blokader mod Lysengs angreb.

Nordenskov volley har nu en spillepause indtil søndag d. 22. oktober, hvor holdet har sæsonens første hjemmekamp i Helle hallen. Kampen spilles mod DHV fra Odense kl. 11.00