Nordenskov UIF Volley vinder efter en spændende kamp

Nordenskov 1. division herre vandt via taktik og vestjyskvilje over rutinerede Randers. Det var en spændingsfyldt kamp, hvor de første to sæt ikke fungerede for vinderholdet.

Under press

Nordenskovs 1. division herre vandt i deres første turneringskamp over det stærkt rutinerede mandskab fra Randers med 3-2 (13-25, 18-25, 25-11, 25-20, 15-4).

Det var en spændingsfyldt kamp, hvor Nordenskovs drenge i starten af kampen var under pres. Presset opstod pga. en manglende stabilitet og sikkerhed i eget angrebsspil. Dette udnyttede Randersholdet selvfølgelig. De viste tydeligt, hvilke knapper de skulle trykke på, så Nordenskovs unge hold blev forstyrret.

Taktik og vilje

Cheftræner Simon Højen foretog derfor også nogle taktiske ændringer inden starten af 3. sæt. Ændringerne, som bl.a. indeholdte fokus på egen serv mod udpegede servemål og justering i angrebsvejene, viste sig at være succesfulde. Desuden kom Søren Reimann samtidigt på banen og scorede flere point gennem uhyggeligt gode blokader. Jakob Vestergaard Petersen gjorde også via hans servepres det vanskeligt for Randers overhovedet at komme til et etableret angreb.

Justeringerne gjorde sammen med en god omgang vestjyskvilje, at Randers i store dele af de sidste tre sæt ikke havde mange chancer for at komme til fadet. Især Anders Gravesen udviste en stærk viljestyrke gennem fight og støtte til holdkammeraterne.

Cheftræner Simon Højen udtaler efter kampen:

– Det var frustrerende for holdet at opleve at kun meget lidt fungerede i de to første sæt, men derved blev glæden og stoltheden over sejren det større. Kampen har givet os mulighed for at udbygge vores værktøjskasse med mentale redskaber, hvor vi nu har prøvet at være bagud og alligevel vinde. Vi har samtidig også fået erfaringer med taktiske redskaber, som helt sikkert vil hjælpe os i fremtiden.

Næste kamp er på lørdag i Århus, hvor det unge hold fra Nordenskov skal møde oprykkerholdet fra Lyseng IF.

 

Af Sissi Andersen