Nordenskov godt i gang med forårssæsonen

Det blev til den anden sejr af to mulige efter nytår i den bedste danske volleyrække, Volleyligaen, da Nordenskov UIF Volley tog alle tre point med hjem fra Amager i søndagens match i Sundbyhallen.

I jagten på en historisk slutspilsplads, har holdet endnu ikke tabt et sæt i 2019, og det var derfor også en tilfreds cheftræner, Brendan Garlick, der gjorde status på opgøret:
– Det var dejligt med en sejr, selvom spillet ikke var på samme niveau som i sidste uge mod ASV Aarhus, og vi skal være glade for at vi lykkes med et meget højt serve- og blokadetryk, sagde han og fortsatte:
– Jeg noterer mig også med tilfredshed, at spillerne lige uden for startopstillingen har løftet deres niveau væsentlig. Det bliver alt afgørende for os i den afsluttende del af turneringen.

Også Nordenskovs sportschef, Jakob Møller, der måtte følge kampen på Volleytv.dk, var tilfreds med, hvad han så.
– Jeg ville naturligvis gerne have set endnu en toppræstation, men vi må også erkende, at træerne ikke vokser ind i himlen, og med vores urutinerede trup, så kommer der svingende præstationer, sagde han og fortsatte:
– Men vi arbejder knaldhårdt på at udvikle os, og et af vores pejlemærker er, at vi kan levere flere gode kampe i streg, uanset hvem der står på den anden side. I dag hæfter jeg mig dog særligt ved den selvtillid og det gå-på-mod vores unge spillere viser, selvom de møder modgang og spillet ikke flyder som vi gerne vil have det til.

Næste udfordring for Nordenskov UIF er hjemme i Helle Hallen søndag den 27/1 kl. 13.30 mod BK Marienlyst, som er absolut et af landets bedste volleyhold.

DEL