Nationalparkdag bliver stort og stille…

Der lægges op til den helt store naturoplevelse, når der afholdes Nationalparkdag i Ho. Arrangementet i år, vil give plads til ro- og fordybelse…

Siden den første nationalpark i 1872 blev udpeget i Yellowstone (USA), har begrebet Nationalpark dækket over velbevaret natur og national stolthed.

Hvert år i maj måned, fejres verdens nationalparker med særlige arrangementer. De seneste år har området omkring Ho og Skallingen været omdrejningspunktet for den ekstra fokus på Varde Kommunes del af Nationalpark Vadehavet.

I år lægges der op til et stort men også meget stille arrangement…

– Vi fejrer dagen med en naturoplevelse ved Ho Bugt. Der vil komme solister flyvende ind fra bla. Middelhavet og det sydlige Afrika i forbindelse med deres forårsturne. Det bliver en oplevelse i særklasse – smiler naturvejler og en af tovholderne bag Nationalparkdagen, Morten Vinding fra NaturKulturVarde Det drejer sig naturligvis om Nationalpark Vadehavets stamgæster. Trækfuglene, som bruger Vadehavet som deres spisekammer. Trækfuglene som baserer deres eksistens på den puls, som Vadehavet har.

Arrangementet bliver anderledes i forhold til tidligere år. Der lægges op til fordybelse, og mulighed for at finde den indre ro med naturen.

– Jeg håber at oplevelsen vil skærpe folks spontane opmærksomhed. Det er bevist at det er sundt for vores mentale velbefindende, bare at sidde stille i en times tid og opleve naturen gå sin gang. Det er en modgift mod den stressede hverdag mange af os kender – smiler Morten Vinding.

Selve arrangementet kræver tilmelding, men er gratis. Man vil blive transporteret i traktorbus i området, og arrangementet slutter med en lokal smagsoplevelse på Ho Kro.

Fakta:

Nationalparkdag i Ho er søndag den 27. maj fra 12:30 til 16:30.

Arrangementet kræver tilmelding, men er gratis.

Arrangementet arrangeres af: NaturKulturVarde, Varde Kommune med støtte fra Nationalpark Vadehavet.

NaturKulturVarde har siden 1. januar 2017 været en “naturlig” del af Vardemuseerne.

Mere information om arrangementet her: https://vardemuseerne.dk/event/nationalparkdag-i-ho/

Tilmelding til Vardemuseerne på tlf. 75 22 08 77

 

DEL