Når barnet (næsten) flytter hjemmefra

Så sad man der. Med klump i halsen og blanke øjne. Og brugte al energi på at lade som om alt bare er SÅÅÅ fint. Og det er det jo også. Vel er det så!

Mellemstebarnet er sendt på efterskole. Og det er jo det, hele min weekend er gået med. Bare selve pakkeseancen – jamen altså… måtte ned i Vardes gågader igen og igen efter alt det, barnet liiige havde glemt også hørte med til et år ude – væk fra sin MOR.

Og det er ikke så lidt. Alt stablet, pakket og organiseret. Lige fra tandpasta til liggeunderlag, nye løbesko og en vasketøjskurv. Tænk … min datter skal til at finde ud af SELV at lægge sit vasketøj TIL VASK! (Der afslørede jeg vist lidt for meget af min curling-tendens….)

Dagen kom, og bilen blev pakket. Klar til afgang – troede vi, indtil vennerne mødte op som overraskelse for at vinke farvel – hvilket var så overvældende, at selv moren måtte tage solbriller på!

Afsted mod dette nye liv. Stilhed fra bagsædet. Hvilket gjorde, at jeg selvfølgelig begyndte at blæse alt muligt overskuds-mor-agtigt vrøvl op.

Neiiiih hvor blir det altså spændende – ihhh hvor vi glæder os, hvem mon du skal bo med…

Og det gjorde hun, min lille pige, der i al for voldsom fart er blevet 16 år. – Glædede sig altså! Straks bilen var smidt på p-pladsen, kunne det ikke gå stærkt nok med at finde værelset, og tjekke op på nye værelseskammerater. Alt var godt – alt var fint. Jeg bed mig kun en lille smule i læben…

Kaffe og info-tid. Sikke mange forældre, der sad der og skulle spise gulerodskage garanteret med sommerfugle på størrelse med mine – i maven. Det gik så fint, faldt i snak med et par fra området, god stemning – indtil – vi SELVFØLGELIG skulle synge “Du kom med alt hvad der var dig…”

Ved ikke hvad det er med den sang, men så kom klumpen igen. Prøvede at lade som om blanke øjne var høfeber, mens jeg efterhånden havde bidt hul i underlæbe.

For helv. Ulla, så tag dig dog sammen, råbte indre stemme. Og så gjorde jeg det.

Fik fulgt min seje datter på det nye værelse, kunne naturligvis ikke modstå fristelsen at hjælpe med at pakke ud (ja, curlingmoderen tog lidt upassende over), og så skete det. At det ligesom hang i luften – “Nu må forældrene gerne sige farvel”….

Tænk det lykkedes – helt uden drama. Uden store voldsomme armbevægelser, snot eller tårer!

Og jeg ved jo godt hvorfor. Fordi min skønne datter så så glad ud – fuld af forventninger og helt afklaret med, at hun først kommer hjem, når vasketøjet bliver for uoverskueligt. På trods af kæmpe savn og alt for styg klump i halsen på hjemvejen, så er alt jo godt!

Sikke alle de oplevelser, der venter.

Rigtig god skolestart til Jer alle derude – store som små… OPLEV – og få nu det hele med…!

 

DEL