Michael fejrer 20-års jubilæum

Foto: Kim Schou

46-årige Michael Mathiasen kan til januar fejre 20-års jubilæum som autoforhandler. Det skal naturligvis fejres.

Der er travlhed på Jeppe Skovgaardsvej 2. Der er nemlig altid masser at se til hos Michaels Automobiler. Michael hjælper selv til over det hele, men ellers har han en stab af 14 dygtige medarbejdere.

–  Faktisk er jeg vokset op med biler. Mine forældre har haft autoværksted i 40 år (Halles Auto), fortæller Michael Mathiasen.

I 1990 kom han i lære som reservedelsmand hos Vestjysk Autodele og var der i 10 år.

–  Jeg har aldrig haft interessen for at køre videre med Halles Auto. Jeg havde altid haft drømmen om at komme til Varde og starte en bilforretning, så jeg tog springet.

Michael Mathiasen ved indkørslen til sit firma.
Foto: Kim Schou

Der lå en gård på selve grunden, hvor Michaels Automobiler ligger nu.

–  Den prøvede jeg at købe, da den var til salg. Men den købte kommunen. Derefter udstedte de grunde ude i området, og her var jeg en af de første, der købte en grund. Det var i 1999 og jeg begyndte derefter at bygge den første hal, som jeg blev færdig med omkring jul. Derefter begyndte jeg at fylde hallen med biler den 24. december. Dermed var jeg klar til at åbne den 1. januar 2000, fortæller Michael Mathiasen, der havde 15 biler til at starte med.

Anderledes branche dengang
Branchen var dengang helt anderledes. Der var ikke noget der hed biler uden afgift, og det var mest danske biler, man kørte i.

–  Jeg var jo uautoriseret, og har altid været det. Det gjorde, at der var mange, som ikke troede på mig og grinte af mig. Hvad skulle sådan en ung uautoriseret gut helt herude i den del af byen med en bilforretning. Der lå jo kun Fiat. Jeg havde jo kun seks biler indenfor og 10 biler udenfor, fortæller Michael.

Til at starte med var han ved Vestjysk Autodele hver dag fra klokken 8-12. Derefter åbnede han sin egen butik fra kl. 12, til når han var færdig. Det gjorde han de første tre måneder, hvor han var alene.

Her er Michaels egen bil et smut inde på værkstedet.
Foto: Kim Schou

–  Jeg kunne dog ikke blive ved med at følge med. Derfor fik jeg hjælp af min bror, Henrik, som netop havde købt fars og mors autoværksted. Han hjalp med at gøre bilerne klar til at blive solgt.

Derefter begyndte det at rykke. Michael købte biler på Sjælland. Så når han lukkede kl. 17, hoppede han i lastbilen og kørte til Sjælland. Det gjorde han to til fire gange i ugen, så han arbejdede hele tiden. Det var hårdt i længden, men en glæde at se at firmaet vokse.

Privatfoto af byggeriet af den første udstillingshal i 2003.

Derfor kunne han bygge den første udstillingshal i 2003 og nummer to i 2010. Endelig kom værkstedet til i 2014. I 2018 byggede han de to udstillingshaller sammen.

Sidenhen købte Michael også en stor grund bagved forretningen. Den er han klar til at bygge på og udleje et erhvervslejemål på, hvis nogen har lyst til at få forretning på Jeppe Skovgaardsvej.

Her kan du få din forretning. Michael har grunden og er klar til at bygge for dig.
Foto: Kim Schou

Op og nedture
Der har været op og nedture i de 20 år, men samtidig er der sket rigtig meget.

–  Jeg startede jo ud med kun at have 4000 m2 grund, og dengang jeg byggede den første udstillingshal i 2003, købte jeg 4000 m2 mere, så jeg kunne udvide.

Det har gjort rigtig meget for forretningen, at Michaels Automobiler fik sit eget værksted i 2014. For nu kan de også reparere folks biler, og ikke kun sælge.

–  Vi har altid et varelager på omkring 200 biler. Det er selvfølgelig dyrt at have et varelager med det, oplyser Michael Mathiasen.

Der er over 200 biler af alle slags til salg hos Michaels Automobiler.
Foto: Kim Schou

2019 har dog været et hårdt år for bilbranchen. Der sælges rigtig mange biler, men indtjeningen følger ikke med som førhen.

–  Det skyldes, at der efterhånden er mange bilforhandlere og biler til salg. Derfor kan det være svært at sætte pris på en bil, især hvis der er lidt ekstraudstyr i den. Men der er heldigvis stadig en del, som gerne vil betale for det, fortæller Michael.

Han ved dog ikke rigtig, hvad der skal ske i fremtiden. Michael oplever, at folk har mange penge i lommerne lige pt. og er begyndt at snakke om elbiler.

–  Jeg mener bare ikke, at der er nok rækkevidde på elbilerne og infrastrukturen til elbiler er ikke god nok endnu – slet ikke i syd/vest Jylland. Ligeledes tror jeg, at en elbil vil falde betydeligt mere i værdi end en almindelig dieselbil, pga. den hurtige udvikling.

Michaels Automobiler sælger for det meste tyske biler, men har stort set alle mærker. Hvis kunden har en forespørgsel på en bil, så er der stor sandsynlighed for, at han kan skaffe den. Han tager også imod bytte biler.

–  Derudover skaffer jeg også rigtig mange erhvervsbiler til erhvervsfolk. Dem har vi et stort og godt samarbejde med.

Skarp på finansiering
En af de helt store samtaleemner når det drejer sig om biler er, om man skal købe eller lease. Der har Michael en tommelfingerregel.

–  Hvis man vil købe en bil, der koster cirka 400.000 kr., og man gerne vil have den i tre til seks år, så skal man eje den. Men køber man en bil til 400.000 kr. og man kun kører i den i ca. to-tre år, så er det bedst at lease den. Der er rigtig mange, som er i tvivl om, hvad de skal gøre, og der er rigtig mange, som falder i fælder. Men jeg leaser også biler – i alle prisklasser.

Derudover er Michaels Automobiler også rigtig stærk i finansiering af biler.

–  Vi er faktisk billigere end banken, og har en rigtig god samarbejdspartner. Det billigste lån er med en udbetaling på 20%. Man kan selvfølgelig også få et lån uden udbetaling, men det kræver en god økonomi, tilføjer han.

Gør meget for medarbejderne
I starten havde Michael mest løsarbejdere. Der var også nogle kammerater, der hjalp ham ind imellem. Men Henrik Andreasen, som er værkfører på værkstedet, har været der i mange år, og Michaels lillebror, Martin, har også været ansat i mange år. I dag er der tre i salg og syv på værkstedet, en bogholder og tre chauffører. De 14 medarbejdere har det godt i firmaet.

Michaels opgave er at repræsentere firmaet og have det overordnede ansvar, men man møder ham ofte ude i salgshallen. Selv betegner Michael sig som den blide og rare chef, men han kan også være hård og kontant, når det ikke går, som han vil have det.

–  Det er vigtigt at have gode medarbejdere. De hænger ikke på træerne, så jeg gør alt for, at mine medarbejdere har det godt, og at arbejdspladsen er god. Jeg er meget afhængig af mine fantastiske medarbejdere for, at firmaet går så godt, som det gør.

–  Jeg gør også meget for, at kunderne får en god oplevelse, når de er ude at købe en bil. Jeg fortæller også, hvad prisen på reparationen af bilen er, inden vi begynder at lave noget på den, så kunden ved, at de ikke får sig en overraskelse.

Michael 20 års jubilæum
Privat er Michael født og opvokset i Nordenskov, men han har været bosat i Varde siden 1992.

Jubilæet kommer til foregå den 3. januar 2020 for medarbejdere, forretningsforbindelser, familie, venner mm. med reception og fest.