Mental uopmærksomhed er skyld i ulykker

Uopmærksomhed er en faktor i omkring hver tredje ulykke, viser tal fra Vejdirektoratet. Vi risikerer at overse andre, når vi roder med mobilen, GPSen eller efter ting i hanskerummet. Dog er det ikke kun handlinger, som fjerner vores fokus fra trafikken. En ny dansk undersøgelse viser, at mental uopmærksomhed også er skyld i ulykker.

Langsommere reaktion

Når hovedet er fyldt med tanker, stressniveauet er højt, eller man er træt, kan opmærksomheden mod trafikken blive svækket, og det kan resultere i trafikulykker.

– Det har stor betydning, når vores tanker er optaget af alt muligt andet end trafikken. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke tanker bag rattet. Men du reagerer markant langsommere i for eksempel en kritisk situation, hvis du er dybt optaget af problemer på arbejdet eller i privatlivet i stedet for at have din mentale fokus på trafikken, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Otte ud af ti: Det kunne være undgået

Undersøgelser fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker samt en større norsk undersøgelse har tidligere konkluderet, at mental uopmærksomhed har betydning for risikoen for at ende i en trafikulykke. Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har desuden interviewet 4.362 bilister, der enten har kørt galt eller været ved at køre galt. Af de adspurgte siger hele 28 %, at det skete, fordi de sad i egne tanker, var stressede eller trætte. Otte ud af ti svarer desuden, at ulykken eller den farlige situation kunne have været undgået, hvis de havde været mere mentalt til stede bag rattet.

Kom ud af din boble

For at skabe fokus på den mentale uopmærksomhed sætter Rådet for Sikker Trafik, Forskning & Pension og 63 kommuner fra den 18. september til den 8. oktober ind med kampagnen “Kom ud af din boble – kør bil, når du kører bil“. Kampagnefilmen vil køre i TV, biografer og på sociale medier. Den vil vise risikoen ved at være væk i sine egne tanker, når man kører i trafikken. Formålet med kampagnen er at gøre trafikanterne opmærksomme på risikoen ved mental uopmærksomhed samt minde dem om, at det er vigtigt at være mentalt til stede bag rattet.

–    Uopmærksomhed er et af de største problemer, som vi har i trafikken. Det kræver vores fulde opmærksomhed, når vi kører på vejene. Selv et øjebliks uopmærksomhed kan betyde ulykker, der har alvorlige konsekvenser for de involverede. Så jo mere fokus, vi kan få på at forebygge ulykker og skader i trafikken, jo bedre, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Rådet for Sikker Trafik, Forskning & Pension har i forbindelse med kampagnen udarbejdet en række gode råd, der kan hjælpe trafikanterne med at være mere fokuserede bag rattet. Rådene kan findes på sikkertrafik.dk, samme sted kan kampagnefilmen også ses.

Fakta:

Tallene per politikreds viser, at problemet med mental uopmærksomhed findes i hele landet og stort set er på samme niveau fra politikreds til politikreds:

  • Fyn: 31 %
  • København: 23 %
  • Københavns Vestegn: 28 %
  • Midt- og Vestjylland: 30 %
  • Midt- og Vestsjælland: 30 %
  • Nordjylland: 26 %
  • Nordsjælland: 31 %
  • Syd- og Sønderjylland: 28 %
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 27 %
  • Sydøstjylland: 21 %
  • Østjylland: 30 %

 

Dræbte i uopmærksomhedsulykker per politikreds:
Fra 2011 – 2015 har 283 danskere mistet livet i trafikulykker, hvor der var uopmærksomhed involveret f.eks. håndholdt mobil, lede efter ting i bilen under kørslen eller mental uopmærksomhed:

  • Nordjylland: 27.
  • Østjylland: 31.
  • Midt- og Vestjylland: 52.
  • Sydøstjylland: 30.
  • Syd- og Sønderjylland: 25.
  • Fyn: 24.
  • Sydsjælland- og Lolland-Falster: 21.
  • Midt- og Vestsjælland: 31.
  • Københavns Vestegn: 9.
  • København: 12.
  • Nordsjælland: 18.
  • Bornholm: 3.

 

Af Sissi Andersen