MeloDum Grand Prix!

Øv. Så skete det igen?! Andet år i træk, – hvor er det pinligt, nedværdigende, trist og frygtelig ærgerligt. Nærmest i kategorien “uudholdeligt frustrerende”!

Hvad skete der – sidder jeg her og spørger mig selv om. ER det politik, der spiller ind? Er det Danmarks grænsebomme, der har sat sindene i kog, så nu gider ingen stemme på os, om vi så stillede op med Justin Bieber eller Jennifer Lopez?

Eller ER der tale om en østeuropæisk musikmafia, der alle sammen har rottet sig sammen og kun stemmer på hinanden på trods af det er det ene møg umusikalske nummer efter det andet? Det ER da underligt, at det eneste nordeuropæiske land, der er med, er værtslandet selv, Sverige. Og havde de ikke haft deres wildcard, var de sikkert også røget ud.

Og nu jeg er varmet op – hvad i alverden laver Australien til vores Melodi Grand Prix? Og hørte jeg nogen snakke om Kina? Jeg er hovedrystende forvirret.

Jeg vil ha Jørgen Mylius tilbage! Jeg vil ha de gode gamle grand prix dage tilbage. Fra dengang alle var med, og ingen var dømt ude. Fra dengang der ikke var semifinaler. Dengang man ikke hørte sangene, før selve showet gik i gang. Og alt var drønspændende. Og uforudsigeligt. Og Israel sang Halleluja og Sverige kørte frem med Främling….. Se, det var tider.

Og når alt dette er sagt, så ikke et ord om, at min gode Melodi Grand Prix-loyale-kollega Kim Schou, og jeg, begge dømte Danmark ude allerede ved den danske konkurrence. Fordi niveauet var pinligt lavt, og den eneste sang, man måååååskeeee kunne overveje at sende af sted var tre ungersvende, der hopper rundt og synger om looooooove!

Nej. Få Mylle tilbage, smid de finkulturelle jurymedlemmer ud og få den danske stemme i urnen, så skal I se løjer. Og kunne man så vende tilbage og gøre Eurovisionen til et Europæisk show, så ville det heller ikke være så tosset, men det er nok forbasket farligt at udtale sig nærmere om, så jeg stopper her…

/Ulla er ikke vred – Ulla er skuffet/

DEL