MeloDUM Grand Prix

Hvis nogen derude skulle være i tvivl – vi ELSKER Melodi Grand Prix her på redaktionen – jeg ved ikke helt, hvem der er størst fan, om det er Kim eller undertegnede, men det er heller ikke det, jeg vil fokusere på.

Nej. MEN. Vi havde glædet os, planlagt at fastholde den gode tradition med point og debattere undervejs hjemme fra hver vores stue.

Og der sad jeg så. Med pigerne, der naturligvis havde lavet stemmesedler, indkøbt alt for meget bland-selv-snoller (hvad er det med det her koncept – man køber alt for meget, men gider da ikke spise det, når det kommer til stykket…? – Nå anden debat)… friskpoppede popcorn og spidset blyant… og naturligvis telefonen indenfor rækkevidde klar til at kyle point af sted og tage løbende musikdiskussion med Kim – og alle de andre der hoppede med i tråden (Og det var faktisk rigtig skægt…!)

Hmmm… Musikken spillede, som man siger, og jeg havde hurtigt udvalgt 5 favoritter. Patriot som jeg er med Danmark på 1. pladsen, stærkt efterfulgt af Frankrig.

Men – indrømmet – havde snydt lidt… havde luret bookmakere, OG konstateret at de måtte ha drukket af natpotten i deres forudsigelser om den vanvittige sang fra Israel.

En kraftig dame i mærkeligt tøj omgivet af nikkende guldkatte og skabagtige hønsedansende lige så mærkeligt udklædte kvinder. Noget med Me Too… forstod det faktisk ikke…

MIN hund vågnede endda op og stirrede spekulativt ind i skærmen, da kyllingelydene væltede ud af dame med ikke bare mærkeligt tøj, men også uklædelig frisure… men det er jo ikke det, det kommer an på, tænkte jeg og prøvede at lytte… måtte opgive!

“Nej, bare nej” var der en der skrev i min Facebooktråd… stærkt efterfulgt af “Skingrende larm” – “Nogen der gider stoppe hende hønen der…?”

Vi var enige – Israel var NO GO.

Men det var så åbenbart kun i min lille Facebooktråd, man ikke brød sig om hønesang, for den her skrækindjagende skrigeskinkesang gik jo så hen og vandt hele festen.

Øv siger jeg bare. Det er da en hån mod det fantastiske show! Ja jeg har det med Melodi Grand Prix som andre har det med Kongehuset eller en fodboldlandskamp. Det skal sørme tages alvorligt!

Det er svært for mig at tage det alvorligt lige nu.

Men inden jeg sætter mig og får en musikdepression vil jeg sende de varmeste tanker til den danske viking – for nøj han gjorde det godt – og stort PS – UD med jury og ind med seerafstemning – så var det – LIGE FØR – Danmark havde vundet. Og det havde man da kunnet forstå! Skæggede vikinger burde da til enhver tid overrule en syg høne…

Basta!

Nu er jeg så helt vildt spændt på hvilket dyr, DR vælger at sende af sted til Israel næste år… måske man skulle overveje en pausefisk….

DEL