Må man begrave sit kæledyr i haven?

Lille Rollo er død, og selvfølgelig skal familiens hund begraves i haven – eller – hvordan er det nu lige, det er?

Det har Bolius.dk sat fokus på:

Du må gerne begrave kæledyr som hunde, katte, marsvin og stuefugle i haven, men det er forbudt at begrave produktionsdyr.

Da heste og ponyer kan indgå i landbrugsdrift, hører de ind under denne kategori sammen med bl.a. hængebugsvin, køer, grise, får og geder. Disse dyr må du altså ikke begrave i haven.

Hvilke regler gælder, når kæledyret skal begraves?
Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen har i fællesskab udarbejdet en guide til, hvordan du kommer af med dit døde kæledyr, eller selskabsdyr, som kæledyr også kaldes.

Her står, at sjældne eller enkeltstående begravelser af kæledyr kan ske på din egen ejendom. Det betyder, at det er forbudt at indrette en hel dyrekirkegård i baghaven, men skal du med års mellemrum have begravet et dyr, er det tilladt. Spørg din kommunes miljøafdeling, hvis du er i tvivl.

Der er dog forskel på, om det er et stort eller mindre kæledyr.
Ved større kæledyr, som fx en hund eller en kat, er det vigtigt, at du ikke graver dyret ned for tæt på en drikkevandsboring. Mange kommuner anbefaler en afstand på minimum 50 meter til nærmeste boring, skriver Bolius.dk.

Vær også opmærksom på, at du ikke begraver dyret i områder, hvor grundvandsspejlet står højt, det kan være tilfældet i meget fugtige områder.

Årsagen til, at du skal være varsom med, hvor større kæledyr graves ned, er risikoen for forurening af grundvandet.

Er du i tvivl, om der kan gælde særlige forholdsregler for nedgravning af et dødt kæledyr, hvor du bor, kan du kontakte kommunens miljøafdeling.

Du kan læse mere her om de gældende regler

Kilde: Bolius.dk