Lokale kræfter med i kabaretforestilling

Foto: René Lind Gammelmark

Kabareten “Maggiduddi og jeg med fler'” har snart premiere i Kulturhuset Magion i Grindsted, men den har et par lokale kræfter med. Neklas Klausen er kendt for store roller i Varde Sommerspil. Instruktør er Kim Brandt, der også instruerer og har spillet hovedroller i 7-kanten. Kapelmester Brian Svendsen underviser til daglig i klaver i Musik og Billedskolen Varde. Derudover har han også Wardaciakoret. Og så stammer Birgitte Antonius selv fra Horne, men bor dog sammen med Brian i Esbjerg-området i dag.

–  Ideen er opstået ved, at John Skou (der er musiker i kabareten) og jeg i de sidste par år har rejst landet rundt med revyviser fra de sidste 100 år på programmet. Det har udviklet sig til en kabaretforestilling, hvor sangene stadig er i centrum, men opsætningen er mere som et lille teaterstykke, fortæller Birgitte Antonius.

–  Vi har premiere den 21. august i Kulturhuset Magion og spiller derefter et par forestillinger. Senere drager vi på turné til bl.a. Vejle Musikteater, Vendsyssel Teater og Ganløse Kro, fortæller Birgitte Antonius, som håber at kunne spille i Varde i løbet af 2021.