Litteratur lige ud af landevejen: Erna i krig

Torsdag den 9. maj kl. 15:00 – 16:45 er der højtlæsning og fortælling på Ølgod Bibliotek.
Hans Vestager 
læser op og fortæller om Erling Jepsens historiske roman: Erna i krig.

Sønderjyske Erna tager sammen med sin søn Kalle til fronten, da han indkaldes til tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Med underfundig humor fortælles om Ernas bidrag til, at tyskerne taber krigen. På samme tid et meget præcist billede af livet på Vestfronten og en røverhistorie af den ypperste slags.

I 1916 indkalder den tyske hær revl og krat, og det betyder, at Ernas søn Kalle, der ikke er for godt begavet, indkaldes, da de bor i Sønderjylland.
Erna tør ikke overlade Kalle alene, så hun skifter tøj og identitet med en deserterende soldat.

Erna er en uhyre handlekraftig kvinde, der er vant til at klare sig selv og mere til, og da det ikke lykkes hende at overbevise militæret i Flensborg om, at Kalle skal fritages fra krigstjeneste, må hun tage andre midler i brug. Hun falder godt ind – og beskyttes af – en lille sønderjysk deling og deltager i kampene på Vestfronten for at beskytte Kalle.

Han udvikler sig dog forbløffende og trives med krig og kammerater, men på et tidspunkt afsløres det, at Erna ikke er Julius Rasmussen, og hun må bruge andre midler til at holde sig ved fronten. Det indebærer blandt andet en plan om at underminere den tyske hær med en syfilisramt prostitueret. Sent i krigen forsvinder Kalle, og Erna må under store farer og strabadser krydse fronten
for at lede efter ham.

Fakta
Sted: Ølgod Bibliotek, Mødelokale 2 i kulturhuset
Hvornår: Torsdag den 9. maj kl. 15:00 -16:45
Pris: Gratis – Alle er velkomne, og de er ingen tilmelding.
Info: Biblioteket giver en kop kaffe. Medbring selv kage. Der kræves ikke forberedelse for at deltage.