Lions Varde har masser af projekter i sigte

Lions Varde: Klubårets sidste møde blev afholdt. Her fik man blandt andet en god snak om den kommende sæsons mange gøremål.

Foreningens medlemmer startede med en rundvisning i den nyrenoverede og meget flotte Sct. Jacobi Kirke, inden man fortsatte til Arnbjerg og dermed mødet.
På mødet diskuterede man blandt andet opgaven som parkeringsvagt til årets Varde Sommerspil, endvidere debat om deltagelse ved Varde Å-dag, hjælpere på Varde Torv når ‘Cykel for sagen’ deltagerne kommer hjem fra turen fra Skagen til Varde, og derudover nyt vedrørende sommerlejr 2017 sammen med Lions Ølgod og LEO Esbjerg.
Poul Jacobsen gav en orientering om de afgående zoneformænds event i forbindelse med 100 års jubilæet, og til sidst takkede præsidenten alle for et godt klubår.
Endelig blev det oplyst, at der er bevilliget en donation på 10.000 kr. til et projekt vedrørende juleaften for ensomme.
Tilbage er der kun at ønske alle en god sommer, hvor vi naturligvis ikke blot læner os tilbage og nyder det gode vejr, men også skal trække lidt i arbejdstøjet, lyder meldingen fra Lions Varde.