Lige nu topper boligsalget

Maj og juni er de to måneder hvor der sælges flest boliger i Danmark. En opgørelse der medtager alle EDC’s bolighandler de seneste 15 år viser, at hver femte solgte bolig, handles i netop maj eller juni.

Til sammenligning er det kun hver ottende bolig, der sælges i årets 2 mest stille måneder, nemlig januar og december.

“Det er en gammel ejendomsmæglersandhed, at foråret og det lysere vejr også skubber til folks lyst til at flytte. Det er dog lidt en myte, at det lige er påsken, der er højsæson,” siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. “Påsken er fremvisningstid, men de underskrevne købsaftaler kommer først i månederne efter.”

Flere handler i april
Noget tyder på, at den tidlige påske i år har betydet flere handler allerede i april: “Efter en lidt skuffende marts er der for alvor kommet gang i salget i april, der faktisk blev vores tredjebedste måned i det hele taget siden juni 2007,” fortæller Jan Nordmann. “For at sætte det lidt i perspektiv blev der i april 2016 handlet præcis dobbelt så mange boliger som i april 2011.”

Kun marts og juni 2015 var marginalt bedre måneder for boligsalget end den netop afsluttede april.

Det er især på Sjælland uden for hovedstadsområdet og i den sydlige del af Jylland, at salget har været godt i år. Vestjyderne og fynboerne må derimod konstatere et dårligere salg i april 2016 sammenlignet med april sidste år.