Læserbrev: Skal jeg grine eller græde?

Læserbrev, indsendt af Steen Holm Iveren, medlem af Varde Byråd, folketingskandidat LA.

Nyhedsbilledet har de seneste dage været domineret af TV2s “Breaking News” om Jehovas Vidner og en afsløring af deres sociale kontrol og parallelle retssystem. Jeg ved ikke rigtigt, om man skal grine eller græde. Det kommer tilsyneladende bag på mange danskere, at det er udbredt i lukkede religiøse samfund uanset om, de er kristne eller muslimske.

I mine øjne er der intet ” Breaking News” over afsløringerne. Lignende historier har floreret i årevis, og der findes vidneudsagn i rigsmål, der kan dokumentere lovreligioners virkemidler og værktøjer overfor de “frafaldne” og kriminalitet.

Enten står vi overfor håbløs uvidenhed ellers er man naiv, hvis man tror, at social kontrol og parallelle retssystemer kun er et udbredt fænomen i de muslimske, religiøse fællesskaber. Der er naturligvis også den mulighed, at man, bevidst eller ubevidst, har vendt det blinde øje til. I forhold til Jehovas Vidner er det nok det sidste, som er tilfældet.

Hvis de seneste dages afsløringer skal bruges til noget, ja så skal det da være endnu engang at understrege, hvor vigtigt det er, at alle religiøse samfund i Danmark skal acceptere og respektere det faktum, at de underlagt andre love end Guds. De danske love står over de religiøse, og der er grænser for den religions -og trosfrihed, som grundloven garanterer dem.

Det er naturligvis helt uacceptabelt, at strafbare forbrydelser bliver “disciplineret” internt. Forbrydelser skal afgøres hos de danske domstole uanset om, det handler om pædofili i den katolske kirke, muslimske æresdrab eller vold og voldtægt i Jehovas Vidner.

Som barn så jeg “Fiskerne” på landets dengang eneste tv-kanal, DR. Min Far kom ud af en stærk Indre Missionsk familie, så jeg er flasket op med min mors “frygt” for det lukkede og disciplinerende religiøse samfund.

“Fiskerne” har for nylig været genudsendt. Lad de uvidende starte der, mens vi overvejer, hvorledes vi politisk kan føre tilsyn og sikre, at prædikanter og præster agerer indenfor de rammer, som vores frie samfund garanterer dem.

DEL