Læserbrev: Negativ forskelsbehandling af den danske befolkning!

Læserbrev – indsendt af folketingskandidat Torbjørn Fristed (DF)

Det vil have store fordele for den generelle folkesundhed, hvis almindelig vedligeholdende og forebyggende tandbehandling blev dækket af sygesikringen. Idag hører vi alt for mange historier om folk der af økonomiske hensyn springer tandlægebesøgene over, og siden får store problemer med tænderne samt følgeproblemer med dårlig ernæring og lavt selvværd. Jeg mener, almindelig tandlægehjælp skal dækkes af sygesikringen!

Sådan er det allerede for nogle mennesker i Danmark. Af et svar fra integrationsministeren fremgår det, at Danmark I perioden 2016-2018 har betalt tandlægeregninger for 404 millioner kroner til flygtninge. Det er den danske stat forpligtet til, fordi vi har tilsluttet os FN’s flygtningekonvention, som er integreret i flygtningelovens §36.

Jeg kan ikke komme i tanke om et værre eksempel på negativ forskelsbehandling af den danske befolkning!

Og jeg bliver vred, når jeg hører om danskere, der kommer i en dårlig spiral, hvor de som studerende, pensionister eller arbejdsløse må vælge tandlægen fra under hensyn til en svækket økonomi, og efterfølgende ikke kommer i betragtning til et muligt job fordi tandstatus ikke er god, når vi samtidig reparerer tænder for næsten en halv milliard over tre år, til flygtninge der ikke har noget at gøre i Danmark.

Er man flygtning i Danmark, så er opholdet midlertidigt, ja så kortvarigt som muligt, og man skal ikke tilbydes velfærdsgoder, som vi ikke engang kan tilbyde den danske befolkning.