Læserbrev: Hvad med Varde?

Læserbrev, indsendt af Jens Nielsen, formand for Udviklingsråd Varde.

I Jydske Vestkysten kunne man forleden læse at landsbyerne får deres egen hjemmeside i bestræbelserne på at lokke tilflyttere til.

Der nævnes: Agerbæk, Outrup, Nørre Nebel eller Ølgod.

Placebranding kalder man det.

Hjemmesiderne skal skræddersyes til hver enkelt landsby med fokus på hverdagen, skolen og lokal historie. Velkomstambassadører nævnes.

Ideen er god, for det giver en mulighed for at fremhæve netop hver enkelt bys værdier.

Det undrer mig bare at Varde by ikke er en del af tiltaget.

Vi har i Varde by hele tiden for øje at arbejde for bosætning og gøre vores 575 år gamle købstad interessant for tilflyttere.

Vi viser også gerne frem – både skoler og børnehaver og ikke mindst købstaden selv med Torvet, de brostensbelagte, nyrenoverede gader, den gamle bymidte og også den kultur, der rører sig til stadighed i byen.

Tilflytning er ligeså essentielt for Varde by som for oplandets landsbyer.

Vi har også brug for placebranding.

Ikke mindst for at bevare Varde som en handelsby

Vi beder ikke om særbehandling, men om ligebehandling. Det er vel ikke at forlange for meget?

Eller er det en almindelig antagelse at Varde by er og har nok i sig selv og automatisk vækster? Det kunne ikke være mere forkert. Tilflyttere skal  have lige mulighed for at bosætte sig i byen som i oplandet.

Der er rigtig mange frivillige, der arbejder på at gøre Varde by attraktiv. De tager en tørn ifm. forskønnelse og forbedring af byens områder. Tager beredvilligt godt imod tilflyttere og får dem til at føle sig godt tilpas i købstaden.