Læserbrev: Danmark skal være dansk, – også om 100 år!

Marie Krarup (MF)

Læserbrev, indsendt af MF Marie Krarup, Dansk Folkeparti

Danmark skal være dansk, – også om 100 år!

Det var for at sikre det, at jeg sagde ja til at gå ind i politik i 2010. For jeg ønsker at bevare vores danske frihedselskende kultur. Den er truet i dag af indvandring og islamisering.

Det er lykkedes for Dansk Folkeparti at presse den blå regering til en lang række stramninger, sådan at vi i dag har den mindste tilstrømning af flygtninge og migranter i mange år. Men for at sikre, at tilstrømningen ikke pludselig stiger, er det nødvendigt at indføre permanent grænsekontrol og asylstop og få gang i hjemsendelser af flygtninge. Samtidig skal der indføres yderligere begrænsning i tildeling af statsborgerskaber. Disse punkter har vi hele tiden arbejdet for. Noget af det, har vi allerede fået igennem, og resten håber vi at finde flertal for efter valget.

Man kan ikke sende folk, der allerede har statsborgerskab ud af landet. Det vil ødelægge retssikkerheden og trygheden for danske statsborgere. Så det er ikke en mulighed. Men vi står med muslimske minoriteter i Danmark, som ikke ønsker at blive danske i hjertet og tage vores kultur til sig.

Til dem må vi sige: I har religionsfrihed, så I behøver naturligvis ikke konvertere til kristendommen, – men I kan ikke regne med, at Danmark indretter sig efter jeres religion. I kan ikke regne med særregler nogen steder på grund af religion. I er nødt til at respektere, at det er den kristne, danske kultur, der er den ledende i Danmark og indrette jer efter det.. Hvis vi går alt dette – og det er det, jeg arbejder for, – så vil Danmark være dansk, – også om 100 år!

        Marie Krarup, opstillet for Dansk Folkeparti i Varde

DEL