Kvinde fra Varde vandt 9.000 kr. i ni år: En sidste hilsen fra mor

Foto: Danske Spil

Det var måske ikke en tilfældighed, da en kvinde fra Varde-egnen for nylig vandt 9.000 kr. om måneden i ni år på et Mega Quick skrabelod.

Vinderen fortæller, at hendes mor på 99 år døde for få uger siden efter i en tid at have været syg på grund af et fald. Vinderen passede og plejede sammen med hjemmeplejen sin mor i den sidste tid, til hun sov fredfyldt ind.

– Og så er det sådan, at min mor og jeg siden 1980’erne har spillet de samme 10 rækker i Lotto. Min mor var lidt af en spillefugl, og da hun så dør, køber jeg dagen efter et skrabelod. Jeg havde et andet med en gevinst på 75 kr., og jeg går så i supermarkedet og køber et nyt, siger vinderen, der ønsker at være anonym.

Hun kommer så hjem med varerne og loddet, men skraber det ikke lige samme dag.

– Jeg smider det bare på bordet og skraber det så først næste dag, men da jeg ser, at der er gevinst på loddet, så er min første tanke, at det er en hilsen fra min mor. Jeg er sikker på, at det er en tak for alt det, jeg har gjort for hende, siger vinderen og fortæller, at hun og hendes mand er meget glade og taknemmelige.

Pengene, som hun altså måske ikke vandt ved en tilfældighed, kommer ikke til at forandre tilværelsen, men det bliver nok til en ny komfortabel og sikker bil og så lidt rejser og samvær med familie og venner.

DEL