Kunstner Koloni i Tambours Have

I weekenden den 14.-16. juni inviterer Tambours Have en række kunstnere til at komme og male i den smukke og stemningsfulde have.

I Tambours Have arrangeres en Kunstner Koloni, hvor op til 20 kunstnere mødes en weekend for at blive inspireret af havens smukke omgivelser og hinanden.

Temaet i år bliver: Træværk. Vi opfordrer kunstnerne til at lade sig inspirere af de mange forskelligartede træer i haven. Dette kan både være farver, former og teksturer.

– Vi ønsker at skabe rammerne om en ny og anderledes event, som kombinerer kunst, kreative aktiviteter og udforskningen af Tambours Haves skønneste hjørner, fortæller eventkoordinator, Gitte Røn Dalsgaard og fortsætter:

– Idéen til Kunstner Kolonien opstod, da vi sidste år indviede vores galleri i haven. En af de udstillende kunstnere foreslog, at vi inviterede interesserede kunstnere til at komme og male i haven.
Den idé er nu grebet og bliver til en realitet i midten af juni måned.

I disse dage udvælges de kunstnere, der skal udstille i Tambours Haves galleri, Kaffestuen, og der har været en fin lokal interesse. Derfor har arrangørerne også store forventninger til den censurerede deltagelse på Kunstner Kolonien. Her vil der være plads til 20 kunstnere fra hele landet. Disse vil blive udvalgt af en jury bestående af de to lokale kunstnere, Mona Nygaard Hansen og Erik Dyhr samt driftschef Bjarne Fly fra Varde Kommune.

Det koster 750.- at være med, og for dette beløb får man fuld forplejning hele weekenden, oplæg og besøg i kunstmaler, Hans Tyrrestrups atelier, en sanselig middag i Tambours Haves stemningsfulde orangeri med underholdning og masser af mulighed for at netværke med andre dygtige kunstnere.

Der er ansøgningsfrist den 22. april og man får at vide senest den 1. maj, om man er blevet udvalgt til at deltage på Kunstner Kolonien.
Er man interesseret i at deltage i Kunstner Kolonien, kan man læse mere på www.tambourshave.dk

Det er håbet, at skabe en traditionsrig event, der kan tiltrække kunstinteresserede mange år frem i tiden. Kunstner Kolonien ligger i den samme weekend, hvor Janusbygningen åbner deres sommerudstilling, så interesserer man sig for kunst, er det en god weekend at besøge området nord for Varde.

Haven vil være åben for publikum i dagtimerne, hvor de kan følge kunstneres proces med at skabe et værk i løbet af weekenden. Kunstnerne får desuden mulighed for at sælge deres egne værker.

DEL