Kunsthal vARTe: Januarlukket – februarklar med ny udstilling

Kunsthal vARTe skal have lagt nyt plankegulv på i stueetagen. Derfor har vi valgt at holde lukket i januar måned, fortæller Mette Kristensen, Kunstfaglig leder, og tilføjer:
Vi åbner igen søndag d. 4. februar 2018 kl. 15 med udstillingen af Stephen Freiheit & Nille Bech.

I februar får Kunsthal vARTe besøg af to meget forskellige kunstnere, der efter samarbejde om flere forskellige kunstprojekter har fundet ud af, at de visuelt går rigtig godt i spænd.
For både fotograf og billedkunstner Stephen Freiheit, og billed- og performancekunstner Nille Bech bliver det et dejligt gensyn med både byen og kunsthallen, som de kom til at holde meget af i forbindelse med et tidligere ophold for knap to år siden.

Stephen Freiheit viser en blanding af fotografi, kobberpladetryk, ætsninger, maleri og tegning. Flere af værkerne er skabt med stor inspiration fra Nepal og Tibet. Det er især motiver fra landsbyen Samagaun på grænsen til Tibet, hvor kunstneren flere gange har gået den 8 dage lange tur til, der præger hans fotografier.

På udstillingen vises desuden unikke kunstprint af Nille Bech. Hendes arbejdsmetode er især repetitioner, som hun påbegyndte i sine portrætter sidste år.
Serien, der er en slags collagearbejde, rummer i alt 50 sommerfugleværker skabt af kønslæbefotos fra 50 kvinder fra 6 forskellige lande samt en bog med samtlige værker og monologer af forfatter Lise Egeberg. Monologerne er lavet som poetiske tekster baseret på interviews af de deltagende kvinder.

”Den inspiration, det har givet os begge at arbejde og udstille i Kunsthal vARTe i forbindelse med vores tidligere ophold, har været uvurderlig. Mange af de kunstneriske resultater, som vi begge nåede frem til i forbindelse med vores ophold, har vi taget med os og arbejdet videre på gennem de sidste to år. Det har haft stor indflydelse på de udstillinger og projekter, som vi efterfølgende har skabt. Derfor glæder vi os meget til at komme tilbage til Varde og Kunsthal vARTe, og arbejde fokuseret med kunst og ikke mindst til at vise galleriets gæster nogle af vores nye værker” – siger Stephen Freiheit og Nille Bech.