Kunsthal vARTe: Glas og Glæde

Udstillingen “Glas og Glæde” af Elin Holmberg, Henning A. Holmberg og Poul T. Jensen er fyldt med netop glas og glæde. Der vil i december måned i Kunsthal vARTe være mulighed for at møde kunstnerparret Elin og Henning Holmberg, der arbejder med glaskunst, samt billedkunstneren Poul T. Jensen, der inkorporerer humor og satire i sine malerier.

Fantasifulde og naturtro skulpturer i glas

Elin Holmberg stiftede i 2001 bekendtskab med teknikkerne bag glasfusing, og fandt dem utroligt fascinerende:

– Glasset i dets stive form kan blive til fantasifulde figurer og smukke brugsgenstande, når det bliver skåret og brændt på forskellige måder. Det kan have et hårdt udtryk eller få blødt afrundede former, så det kan se helt levende ud. Jeg har eksperimenteret en del med forskellige udtryk i glasset. Jeg har ingen egentlig retning, jeg følger mit hjerte og kreerer, hvad der falder mig ind. Omgivelserne giver inspiration til mange forskellige værker i alle størrelser og farver, fortæller Elin Holmberg.

Under sit ophold i Kunsthal vARTe vil Elin Holmberg afholde åbent glasværksted, hvor interesserede har mulighed for at komme ind og lave deres eget kunstværk af glas.

Ligesom sin kone beskæftiger Henning A. Holmberg sig med glasfusing. Indtil han gik på pension for et par år siden, var han indehaver af Holmberg Glas Galleri i Esbjerg. Han har dog ikke kunnet slippe kunsten helt, da han stadig har mange ideer, som må og skal afprøve.

– Gennem mit arbejde med metaller har jeg fået en fornemmelse for, hvad der kan lade sig gøre, og sammen med en rumlig forståelse resulterer det i mange forskellige skulpturer. Desuden har jeg lavet mange naturtro fugle og dyr, idet jeg meget ofte opholder mig i naturen, både i skov, eng og ved strand, udtaler Henning A. Holmberg.

Skæv humor

Poul T. Jensen materiale er primært akrylmaling, når han maler. Først da han gik på efterløn,  begyndte han for alvor at fokusere på kunsten.

– Jeg har med stor glæde prøvet en del forskellige genrer af og har de sidste år lavet malerier, hvor jeg har brugt min lidt skæve humor og min meget levende fantasi. Det har resulteret i malerier med et budskab, en historie, noget at tænke over og grine af – ja, det kan godt kaldes satire. Det er utrolig givende for mig og åbenbart også interessant for andre, fortæller Poul T. Jensen.

Maleri af Poul T. Jensen