Kulturprisen 2019 går til Poul Erik Bech

Poul Erik Bech modtog Kulturprisen for Varde Kommune 2019, der blev uddelt for andet år i et samarbejde mellem Kulturelt Råd og ProVarde. Prisen blev overrakt af formand for Kulturelt Råd, Rigmor Bek-Pedersen. Med prisen fulgte 10.000 kr., som Poul Erik Bech straks videregav til Skulptur Ølgod 2019. Foto: ProVarde

I forbindelse med afviklingen af ProVardes nytårskur blev der igen i år hædret en person / et initiativ, der har markeret Varde Kommune som Kultur-kommune.

Prisen i år gik til Poul Erik Bech.

Poul Erik Bech har i den grad været med til at sætte Varde Kommune på det kunstneriske landkort, og han har i den forbindelse ydet en meget stor indsats – ikke kun økonomisk – men også som inspirator og idégenerator til de mange projekter og kunstværker, der pryder Varde by.
Kunsthal vARTe, VARDE GARTEN og ambitionen om Varde som udendørs kunstmuseum er eksempler på, at Poul Erik Bech tænker i helheder kombineret med markante markeringer.
Med Poul Erik Bechs store indsats er Varde blevet til en kulturrig købstad.

DEL