Kommunal forebyggelse af sygefravær en succes i Ringkøbing-Skjern Kommune

Foto: Ringkøbing-Skjern kommune
Midtvejsevaluering viser, at Projekt Langtidsrask har hjulpet ansatte i både offentlige og private virksomheder med at få helbred, arbejde og privatliv til at hænge sammen.

I Ringkøbing-Skjern Kommune forebygges sygefravær på virksomhederne og i institutionerne gennem Projekt Langtidsrask. Projektet er forankret i kommunens Beskæftigelses-afdeling, men rækker ud til medarbejdere og arbejdsgivere i udvalgte private og offentlige virksomheder.

Tilbuddet er bygget op, så både medarbejdere, tillidsrepræsentanter og arbejdsgivere nemt kan få hjælp til at forebygge sygefravær – eller til at gøre en nødvendig sygemeldingsperiode så kort som muligt.

Projektet udløber ved udgangen af 2019.

En midtvejsevaluering foretaget af konsulenthuset Cabi viser nu, at projektet har været en succes. Evalueringen viser bl.a., at tre ud af fire medarbejdere, der har brugt tilbuddet om anonyme råd og vejledning siger, de har fået en større viden om symptomer og udfordringer. Ligeledes 75 procent af de adspurgte svarer, at de er mere opmærksomme på, at der findes en række tilbud, hvor de kan få hjælp ift. daglige udfordringer.

Samtidig svarer over halvdelen, at de har fået redskaber til at håndtere deres symptomer, mens samme procentdel siger, at der er blevet mere opmærksomme på hjælp til selvhjælp – f.eks. kost, motion, øvelser m.v.

Langtidsrask har ifølge Cabis evaluering derudover opnået en god respons fra både offentlige og private virksomheder, og været med til at klæde virksomhederne bedre på ift. muligheder i relation til forebyggende tilbud.

Brugerne siger i evalueringen, at Projekt Langtidsrask er “synligt”, “let tilgængeligt”, “unikt” og “en god vejviser”.

En af brugerne siger:

– Jeg tog 12 piller dagligt da jeg kom til jer (Projekt Langtidsrask). Nu tager jeg ingen! Og det var lige her hos jer, det begyndte.

En anden bruger siger ifølge evalueringen:

– Hvis ikke Langtidsrask var kommet på det tidspunkt, så havde jeg været nødt til at sygemelde mig.

Og endnu en udtaler:

– Jeg har været rigtig glad for projektet, da jeg ikke vidste så meget om, hvad der var af muligheder for mig i forhold til tilbud. Jeg synes, alle kommuner og regioner burde have sådant et tilbud.

Opbakning fra arbejdsgivere

Også arbejdsgiverne har positive ord at sige om Projekt Langtidsrask. Her er vurderingen, at Langtidsrask er en slags ekstra virksomhedsservice i form af support til mellemlederniveauet, der kan have svært ved at tackle flere af de udfordringer, som de står over for i dialogen med deres medarbejdere.

– Lederne kan ofte sidde med mange forskellige problematikker fra deres medarbejderes side, hvilket er svært at tackle, da man som leder ikke har den viden og de oplysninger, der skal til for at hjælpe den enkelte medarbejder, siger lederen af Skjern Hjemmepleje Lone Larsen.

Også i det private erhvervsliv er der rosende ord til Projekt Langtidsrask:

– Som HR Business Partner i Vestas, ser jeg bestemt en værdi i projekt Langtidsrask og anerkender, at det kan være svært at måle værdien på kort sigt. Vi bakker 100 procent op om projektet – også, hvis der skulle komme en eller anden form for betaling. siger f.eks. Kim Hvid Thomsen, HR Business Partner i Vestas Wind Systems.

For de fleste af brugerne af Langtidsrask kan rådgivning og vejledning være med til at give hjælp til selvhjælp – eller være det, der skal til, for at medarbejderen bliver opmærksom på at tage kontakt til egen læge eller andet forebyggende forløb.

Udfordringer i familielivet

Selvom Projekt Langtidsrask er forankret på arbejdspladsen, handler behovet for hjælp ofte om sociale udfordringer i privatlivet. Midtvejsevalueringen viser da også, at langt hovedparten af henvendelserne til Projekt Langtidsrask handler om familielivet – f.eks. om udfordringer i forhold til parforhold, sammenbragte familier, spørgsmål om plejeorlov og tabt arbejdsfortjeneste.

Og indsatsen betaler sig – også på den økonomiske bundlinje, viser en business case, som Cabi har inkluderet i midtvejsevalueringen:

Beregninger med udgangspunkt i én konkret henvendelse viser, at Projekt Langtidsrask set over en periode på 69 uger kan have sparet kommunekassen for knap 130.000 kr. på baggrund af en anbefalet løsning om tabt arbejdsfortjeneste og en langsigtet plan for medarbejderens beskæftigelse, økonomi og privatliv fra Langtidsrask.

Herudover kommer en sikring af medarbejderens økonomi, fastholdelse af beskæftigelse og en bedre livskvalitet for medarbejderen, ligesom der er en økonomisk fordel for virksomheden i at fastholde en medarbejder i forhold til udgifter til rekruttering og oplæring.

– Casen viser, at der er et økonomisk potentiale i at tænke mere tværfagligt og være mere opsøgende på det forebyggende område, såvel internt i kommunen som i samarbejdet med virksomhederne. Det er netop på dette punkt at Langtidsrask har opnået nogle meget positive resultater på blot ét år, siger projektleder Christina van Diemen.

Projekt Langtidsrask har løbende taget flere private og offentlige arbejdspladser med ind i projektet. Som én af de sidste virksomheder, er VM Tarm kommet med.

– På VM Tarm ser vi en stor værdi i projekt Langtidsrask. Jeg ved, at flere af vores medarbejdere har fået gode konkrete råd til at håndtere personlige problemer. Vi fornemmer også generelt, at medarbejderne har taget godt imod initiativet, fortæller adm. direktør Holger Ross Lauritsen. Han tilføjer dog, at det er for tidligt at sige, om indsatsen kan måles direkte på sygefraværet.

– Vi oplever, at både arbejdsgivere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter har taget meget positivt imod os og bruger tilbuddet til gavn for alle parter, siger Christina van Diemen og tilføjer:

– Vi oplever endvidere en spirende interesse fra nabokommuner, som vi håber, vil udmønte sig i, at andre virksomheder og kommuner vil lave et tilsvarende forebyggende tiltag.

FAKTA

Projekt Langtidsrask er et samarbejde mellem Beskæftigelse og Sundhedscenter Vest i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Siden februar 2018 har medarbejdere med udfordringer af fysisk, psykisk eller social karakter kunnet henvende sig hos projektleder og socialrådgiver Christina van Diemen og fysioterapeut Marianne Nørremark og få råd og vejledning om muligheder i den kommunale forvaltning, i den offentlige sygesikring og i private sundhedsforsikringer. Medarbejderne kan desuden henvende sig på telefon og mail.

Projektet udvides løbende, men foreløbig deltager Vestas i Ringkøbing og Lem, Arla Danmark Protein, GPV i Tarm, VM Tarm samt en lang række områder inden for kommunens Sundhed- og Omsorgsafdeling heriblandt Holmbohjemmet, Skjern Hjemmepleje, Rosenlunden og Centerparken.

DEL