Kom til åbent hus søndag på Strandskadens Dag

Foto af trækkende strandskader ved Blåvandshuk. Foto: Bjørn Frikke 

Blåvand Fuglestation slår søndag den 2. august kl. 8-12 dørene op til fugletrækkets forunderlige verden. Her vil folkene bag fuglestationen sætte fokus på Strandskaden, dens liv og træk forbi Blåvandshuk.
Hele formiddagen, startende for de morgenfriske klokken otte, vil der blive taget imod
gæster, som har lyst til at få mere at vide om fugletrækket ved Danmarks vestligste punkt og om Strandskaden som én af de meget karakteristiske arter, der netop i disse uger trækker forbi Blåvandshuk i stort antal.
Der vil løbende blive arrangeret guidede ture til stranden, hvor man ved selvsyn kan opleve trækketaf de smukke Strandskader og andre vadefugle, som er på vej til fødesøgningsområderne og vinterkvartererne i Vadehavet og det sydvestlige Europa. Ja nogle af arterne trækker helt ned til Vest- og Sydafrika for at tilbringe vinteren.
Der vil desuden være mulighed for at høre om og opleve ringmærkningen af småfugle i haverne ved Blåvand Fuglestation.
Det hele er gratis og alle er velkomne. Medbring gerne en kikkert og tag egnet fodtøj/tøj på til en tur på stranden.

FAKTA:
Blåvand Fuglestation
Fyrvej 81
6857 Blåvand