Kom med til Sensommer-jazz

KulturSpinderiet inviterer til Sensommerjazz med Big Band Ribe d. 9. september kl. 13-15 med kaffe og kage serveret af Musik & Billedskolens Venner.

Begge dele er ganske gratis

Den danske sommer har været en våd og kold én af slagsen. Derfor satser vi på en lun og tør sensommer, når det rutinerede 18 personers jazzband Big Band Ribe igen i år giver gratis koncert i lydspejlet.

Musik & Billedskolens Venner er på området med gratis kaffe og kage til de første 100 publikum.

Big Band Ribe har 15 år på bagen og har spillet utallige koncerter i både ind- og udland. Fra Ribe over Argentina til Cuba, Thorshavn og selvfølgelig KulturSpinderiet i Varde. Den konservatorieuddannede musikpædagog og trompetist Martin Folmer svinger ’dirigentstokken’, mens bandets egen sanger Terkel Michelsen leverer vokalen. Bandet er ellers fortsat et 100 % amatørorkester forstået på den måde, at ingen i bandet kan modtage nogen form for honorar for sin medvirken. Alle midler går til workshops, specielt kostbare instrumenter, noder og ture. Big Band Ribe leverer Jazz af høj kvalitet og har altid været leverandører til musikkonservatorier andre steder. I de sidste 15 år har de således sendt to til Holland, 1 til Boston, 4 til Esbjerg og 1 til København.