Klumme: En curlingmors bekendelser

I disse år, især i disse festival-dage, er de sociale medier fyldt med angreb på curlingmødre. De såkaldte pylre-mødre latterliggøres og beskyldes for overbeskyttelse i en liga, der er umålbar.

Jeg går hermed til bekendelse. Jeg indrømmer. Jeg tilstår. Jeg er en af dem.

Jeg er en af de her curlingmødre, der i nogens øjne nok passer lidt for meget på mine børn. Men ved I hvad… Jeg er komplet ligeglad med NOGENS.

Jeg tror nemlig, at det værste, man kan gøre, er at signalere ligegyldighed. Så hellere være en lille smule omklamrende. Være en hønemor. En curlingmor… Og hvordan er sådan en så?

Jo, det er tilsyneladende sådan, at man er curlingmor, hvis man bekymrer sig om sit barns ve og vel. Og passer sine børn lige vel op. Og sådan en er jeg så. Lad mig komme med grusomme eksempler.

Jeg vil gerne vide nogenlunde, hvor mine børn er henne. Og hvornår jeg kan regne med, at de kommer hjem. Og nu kommer det værste curlingtræk: Jeg kan godt finde på at hente dem. I bil. (UHAAA)

Og mht. det med at hente… jo, jeg kan også godt finde på at bringe mine børn. Også selv på korte afstande, hvis det siler ned. Så grusom er jeg.

Jeg tåler ikke, mine børn bliver dårligt eller uretfærdigt behandlet. Så viser jeg tænder, og trækker ikke kløerne til mig, før retfærdigheden er sket fyldest. Og ja, det har givet anledning til et par dialoger på skoleinspektørs kontor gennem årene. Når der har været en god grund naturligvis, og mine børn har stået skoleret hjemme og er kommet med deres vandtætte udlægning. Ret skal være ret. Nok er jeg curlingmor, men jeg er en fair en af slagsen.

En curlingmor er nemlig ikke ens betydende med hysterisk mor, som det ellers antydes i diverse oplæg på de sociale medier.

 

Men jeg er faktisk så emsig en curlingmor, at jeg ikke tillader mine børn at rende ude og drikke sig i hegnet i Arnbjergparken i hverdagene – ja hvad ligner det, 14 år? Så skal de ha lov at blive kørt spritstive rundt i en indkøbsvogn kl. midnat en mandag aften? NOPE! Så slem er jeg faktisk. At jeg siger NEJ. Fordi jeg vil passe på dem.

(Og det kommer der en klumme om senere på sommeren i øvrigt – børn og alkohol – på opfordring fra en læser – jeg er i gang…)

Prikken over curling-i’et må være her til morgen, hvor alle børn incl. veninder sov, da jeg listede af på arbejde. Inden afgang havde jeg dækket morgenbord med rundstykker for at overraske dem, når de står op. Ja jeg burde skamme mig, jeg ved det…

Når sandheden skal frem, så skammer jeg mig ikke over at være en curlingmor. Jeg er stolt af det. For det kan godt være, at ældstepigen på 16 synes, det er lidt irriterende, at jeg altid vil vide, hvornår hun kommer hjem. Og at den 14 årige mener jeg er lidt pinlig, mens den 12-årige heldigvis (stadig) synes, mor har ret, når jeg brokker mig over, at hendes mobiltelefon igen ikke var ladet op.

Men jeg er sikker på, de engang vil huske tilbage på en tryg barndom, hvor nærvær og ægte interesse gjorde sig gældende. Og så kan det godt være, de er lige lovlig curling-forkælede, men det bliver ikke anderledes.

Kritikerne vil sige, at “Da du selv var barn, fandtes der ikke mobiltelefon, og du klarede dig alligevel” – Ja – tag nu ovennævnte for det, dette er – det er en klumme, der  bund og grund handler om, at det aldrig må blive forkert eller skamfuldt at interessere sig for sine børn – at passe på dem – og forkæle dem… og hvis det er at være curlingmor, så er jeg hamrende stolt af at være en af slagsen!

DEL