Hovedrolleindehaver fik revet skulderen af led under prøverne til årets sommerspil

Der gik noget af et chok gennem både instruktør og andre sommerspils deltagere, da Neklas Klausen i går fik revet skulderen af led under prøverne til årets sommerspil i Varde, Midt om Natten, der har premiere torsdag aften.
Neklas Klausen spiller en af hovedrollerne som Benny, der i filmen blev spillet af Kim Larsen.

– Det skete under en stagefight scene og jeg røg lige ned på skulderen, fortæller hvedrolleindehaveren overfor GoVarde.dk

–  Stagefight er slagsmålsscener, hvor man ikke kommer til skade, men det ser ud sådan, fortæller Neklas Klausen, som kom med ambulancen til Esbjerg.

Også formanden for sommerspillet blev bekymret da uheldet skete.

–  Ja, det var et chok, men han er ok og er klar til prøverne i dag. Der skal dog redigeres i nogle scener, men forestillingen er reddet. Neklas er i godt humør, situationen taget i betragtning, oplyser formanden for Varde Sommerspil, Hans Kaarde Gundesen overfor GoVarde.dk

Kampscenen er møjsommeligt indstuderet med en stuntkoordinator, men et øjebliks uopmærksomhed gjorde at den endte brat. Prøven blev øjeblikkelig stoppet, og Neklas blev kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Her kunne man efter et par timer konstatere, at den heldigvis ikke var brækket, men rykket af led.

I mellemtiden var det lykkedes at ligge en plan for det videre forløb i fald Neklas ikke kunne komme tilbage i forestillingen. Der var truffet aftaler om interne rokader og to skuespillere, som ikke i forvejen er en del af Varde Sommerspil, nåede at sige ja til eventuelt at træde til. Med 3 dage til premieren var det nødvendigt at agere hurtigt!

Heldigvis kan Varde Sommerspil fortsætte med de oprindelige skuespillere. – Der vil selvfølgelig blive lavet lidt om i slåskampscenerne, fortæller forestillingens instruktør, Carsten Friis, men ellers fortsætter vi ufortrødent med de sidste prøver. Der er premiere på torsdag den 29. juni og forestillingen spiller frem til den 15. juli.