Karlsgårde Dag fejres for 10. gang

Takket være mere end 200 frivilliges vedholdende engagement fortsætter succesen ved Karlsgårde Sø

–  Vi startede i 2008 som ”en humlebi, der ikke sku’ ku’ flyve” og nu er vi i fuld gang med at planlægge årets Karlsgårde event for tiende gang, fortæller Lasse Frøkjær Madsen, NaturKulturVarde og Anders Kristensen, DGI Sydvest, som begge har været med fra begyndelsen.

Ideen var at samle så mange foreninger som muligt omkring Karlsgårde Sø og udbyde en vifte af natur-, frilufts- og motionstilbud til en aktiv oplevelsesdag for hele familien.

–  Dette koncept lever vi stadig op til, og vi forsøger hvert år at udvikle dagen med nye tilbud. I år arbejder vi bl.a. på at synliggøre de første 10 år med Karlsgårde Dag, og blandt nye oplevelser ved vi allerede nu, at der kommer tilbud om skovfældning og vild mad – og der kommer sikkert flere nye ting til inden september, fortæller de begge.

Den helt afgørende faktor i dette er de frivillige aktører fra foreningerne, som er hele bære- og drivkraften, og uden deres bidrag og engagement var Karlsgårde Dag ikke den succes, som vi stadig oplever her 10 år senere.

–  Derfor arbejder vi også på at gøre årets event søndag den 10. september ekstra attraktiv, både for besøgende og de aktive frivillige, tilføjer de to koordinatorer fra NKV og DGI.

 

 

Spørgsmål eller yderligere information ved henvendelse til:

Lasse Frøkjær Madsen, NaturKulturVarde, tlf. 2051 9909