Kæmpe legetøjsbutik – kig indenfor

Når du kommer kørende på Roustvej, vil du med al sandsynlighed bemærke et skilt på vejen – “Mikkla” – og drej du endelig bare fra. Bettina tager gerne imod dig.

– Vi har bygget til gennem det seneste år, og nu kan vi præsentere en legetøjsbutik på ca. 200 m2, fortæller hun, mens nye varer stilles flot an på hylderne.

Det er især julen, der kommer ind af døren i denne tid, i form af julepynt, julegaveideer og julelegetøj.

– Se de her, siger Bettina og viser de sødeste små trommer frem til at hænge på juletræet, – dem kan jeg såmænd gravere navn på – det er da en sød gave?

Her er puslespil, børnebøger, smykker til børn, bamser, dukker, spil – med andre ord – det er i den grad børnenes butik, der er tale om her.

– Jeg startede oprindeligt butikken med henblik på onlinesalg, men flere kunder ringer ofte og spørger, om de må kigge forbi, og som tiden er gået, er flere og flere begyndt at komme og handle fysisk i butikken. Derfor har jeg åbent hver torsdag i tidsrummet 12.00 – 18.00, og ellers efter aftale, fortæller Bettina.

I butikken kan man også finde unikke sæbeprodukter, kaffe, hudpleje og keramik, og det er et samarbejde med andre iværksættere, der hver har en plads i butikken.

– Vi skal hjælpe hinanden, og efter jeg har fået den megen plads, er det nærliggende at de kan udstille og sælge deres produkter her, fortæller Bettina og henviser til fællesskabet under navnet Made in Varde.

Udover legetøj, cremer og alskens lækkerier og gaveideer, finder du også et stort udvalg af garn i butikken.

– Det er et område jeg er i gang med at udvide, – efterspørgslen er der, og så følger jeg naturligvis med, fortæller Bettina, der er den daglige leder af butikken på Roustvej.

Du kan se – og læse mere mere HER