Jublen var så stor, at de glemte at gå på scenen

Skovlund Efterskoles internationale 10. Klasse, ICS Foto: Skovlund Efterskole
For fire år siden tilmeldte Skovlund Efterskole sig for første gang EF English Championship. I fredags fik deres internationale 10. Klasse titlen for som den bedste klasse i Danmark til engelsk – for fjerde år i træk.

Hvad skete der?

EF English Championship er en konkurrence, som sammenligner over 10.000 elevers engelskevner landet over. Det foregår ved at eleverne får en test, som både tester deres evner til at forstå sproget og deres grammatiske kunnen. Det hele kulminerede i en ceremoni i København, hvor klassen som har klaret sig bedst, får overrakt en check på 3000 kr.
I år var den klasse Skovlund Efterskoles internationale 10. Klasse også kaldet ICS.

– Jamen, vi blev lidt kastet ud i det. Vi havde ikke rigtig forberedt os på testen, forklarede Maria Madsen fra ICS.

– Jamen vi vidste jo, at skolen havde vunde de sidst tre år, så man følte, der var lidt pres på, fortsætter Marias klassekammerat Mia Zachariasen.

Presset fra de forrige års sejre ramte dog eleverne forskelligt.

– Jamen da vi sad i bussen på vej over til præmieoverrækkelsen, var jeg ikke sådan rigtig spændt. Jeg kunne godt mærke, at der var flere som virkelig ville vinde, og som følte, at vi skulle, for skolen havde jo vundet alle tidligere år, men jeg sad bare og hyggede mig på turen, fortæller Magnus Thøgersen, som også går i ICS.

Da eleverne sidder til ceremonien d. 5. april, var der nogle, som begyndte at blive nervøse.
Før eleverne får at vide, de har vundet.
Foto: Skovlund Efterskole

– Der var virkelig mange andre skoler som var med, så jeg begyndte at sige til mig selv, at det ville være stort, hvis vi blev nummer 2 eller 3, for der var virkelig mange, fortæller Maria og fortsætter,

– Da de så sagde, det var os som havde vundet, så jublede vi så meget, at vi helt glemte, at vi skulle op på scenen. Hende der overrakte prisen måtte sige igen, at vi gerne lige måtte komme derop.

Maria sidder nu med et stort smil. Det har åbenlyst været en stor oplevelse for hende og for hele klassen – for selvom det var individuelle præstationer som betød de vandt, så vender Mia sig og siger:

– Jeg er virkelig stolt af vores klasse.

Hvorfor bliver de ved med at vinde?
Med lærer Paul Hutchinson.
Foto: Skovlund Efterskole

– Jamen det er vores internationale klasse, så alt undervisning foregår på engelsk, siger deres lærer Paul Hutchinson.

– De lærer jo ikke bare engelsk ved at have undervisning i grammatik og læsning, men de snakker om historie, samfundsfag og etik på engelsk, og det gør, at deres ordforråd udvides. De lærer sproget ved at tale det hele tiden, fortsætter Paul.

Spørger man skolens forstander Hanne Gonzalez begrunder hun elevernes høje niveau med;

– Vi møder eleverne, hvor de er, og rykker dem derfra. Og så går vi ikke kun til eleverne på det faglige. Vi ved, at hvis man ikke trives socialt, kan man ikke præstere fagligt, så vi går meget op i elevernes personlige udvikling, og vi har særlige dage, hvor vi har en coach , som arbejder med elever og deres selvbillede, fortæller Hanne Gonzalez.

Man må sige, det har givet pote. Fire år i streg, som danmarks bedste til engelsk og sidste år var skolen også den højst rangerende efterskole på Cepos’ liste over, hvilke skoler i Danmark som rykkede deres elever mest fagligt.

Hvad skal pengene gå til?

På turen hjem var stemningen høj i bussen.

– Vi drillede måske normal-10. Lidt for meget, fortæller Maria.

Den normale 10. Klasse havde vundet andenpladsen i konkurrencen. Men udover at drille de andre elever, blev der også snakket om, hvad præmiepengene skulle gå til. Et forslag fra Magnus var, at de kunne købe McDonalds milkshakes for dem, hvilket han havde regnet lidt på, og det svarede til, at hver elev i ICS kunne få 4.5 liter milkshake hver. Det er dog ikke helt besluttet endnu, hvad pengene skal gå til.

ICS. Foto: Skovlund Efterskole

Vinderklassen var International Class Skovlund (ICS). ICS er en prøvefri 10. Klasse, hvor eleverne arbejder projektbaseret. Undervisningen er vendt ud mod verden og giver eleverne værktøjer til at forstå, hvad der sker verden. I undervisningen indgår blandt andet en blanding af samfundsfag, historie og etik, som skal give eleverne nye måder at se verden på. Al undervisning foregår på engelsk og klassen tager på flere udvekslingsrejser i løbet af året, hvilket giver eleverne noget helt særligt med i rygsækken, når de skal videre i livet.

DEL