Jonas Mortensen fik debut for EfB og sender penge til Alslev og Varde

Jonas Mortensen. Foto: EfB
18-årige Jonas Mortensen fik d. 27. februar 2019 debut for Esbjerg fB’s førstehold, da han på udebane mod OB startede inde i DBU Pokalens kvartfinale.

Den unge forsvarsspiller leverede en stor kamp som højre back, hvor han fik hele 97 minutter på banen, inden EfB i straffesparkskonkurrencen måtte se sig slået 4-5.

Jonas Mortensen har fået sin fodboldopvækst i Alslev SK, inden han havde et par sæsoner i Varde IF. I 2014 kom han til EfB, hvor han har spillet på de bedste ungdomshold, og nu træner fast med Superliga-holdet.

Debuten for EfB betyder, at Alslev SK og Varde IF hver kan se frem til at modtage en check på 10.000 kr., da klubberne er blandt de i alt 56 samarbejdsklubber i fodboldsammenslutningen Sydvestjysk Fodbold Samarbejde.

Pengene bliver overrakt til Alslev SK og Varde IF i forbindelse med EfB’s hjemmekamp søndag d. 19. maj mod FC København.

DEL