Jimi: Ferie betyder at gøre præcis hvad jeg vil..

MIN SOMMER: Jimi Rosa, Varde, PR- & kommunikationsmedarbejder ved Vardemuseerne.
Gift med Therese og sammen har vi drengene Walter og Alfred på henholdsvis 5 og 2 år.

Sommerferien 2017 holdes hjemme i Varde. Ungerne har en størrelse, hvor det egentligt er fedt bare at tøffe rundt i haven og gøre hvad man har lyst til. Det bliver til ture til Blåvand minizoo, Legoland og så skal Tirpitz besøges som gæster

Vi har tidligere kørt meget til Frankrig og Italien. Min far stammer fra Livorno i den nordlige del af Toscana og det er også den del af Italien som vi har besøgt hyppigt gennem mange år. Men Venedig er også altid et besøg værd.

Her i Danmark handler sommerferie for mig og min familie mere om bare at slappe af. Selv om man “bare” er hjemme, er det friheden til at gøre, hvad man vil, som tiltaler mig.
Drømmerejsen er en kombination af flere ting og steder. Personligt er jeg vild med friheden ved at køre selv – måske i en top lækker autocamper. Men der er mange steder på kloden som vi som familie gerne vil se. Der er flere dele af Afrika som trækker, ligesom USA, Japan, Kina og Australien ikke er besøgt endnu. Det kommer nok på et tidspunkt.
Lige nu nyder vi bare sommeren og så lader jeg selv op til at blive 40 til september.

GOD sommer…