Jeg er vel ikke tilstrækkelig interessant…

Forleden havde jeg besøg på kontoret. Det sker jo fra tid til anden at gode kunder lægger vejen forbi, og det er så hyggeligt lige at vende verden og Varde over en kop kaffe. 

Jeg plejer at slå min mobiltelefon på lydløs, når der kommer gæster, men jeg ventede et opkald i kategorien “noget med min datter, der skal besvares, når de ringer”.

Vedkommende ringede ikke, men sendte i stedet en sms, som selvfølgelig dumpede ind midt i kaffessnak.

– Undskyld, jeg er simpelthen nødt til at tjekke den her, det er min datter… sagde jeg til min gode gæst… Som prompte svarede: Hvor er det rart, du lige siger det!

??? Tænkte jeg så….

Han forklarede: Jo, jeg oplever ofte, at folk sidder med upassende stort fokus på deres telefon, mens jeg sidder i møde med dem… jeg bliver faktisk fornærmet!

Vi sludrede videre – og han takkede for kaffe og smuttede igen. Mens jeg sad der tilbage med min telefon og spekulerede. Som set et par gange før.

Jeg ved nemlig godt, hvad han mener. Jeg oplever det ofte. At sidde i et selskab, hvor nogen konsekvent vælger at skrive beskeder, midt i en samtale.

Jeg har vænnet mig til det, fordi det er sådan det er, og siger ikke engang noget længere, tier bare stille og venter med at fortælle videre, til Messenger er tilfredsstillet. Men jo, jeg bliver lidt ked af det hver gang – fordi – er det virkelig så uinteressant, det jeg sidder og fortæller? Er min tilstedeværelse så kedelig?

Men… jeg har da også taget konsekvensen og er gået

– jeg har nemlig ikke lyst til at være et fravalg….

Jeg er meget glad for min telefon. Den er mit vigtigste arbejdsredskab, og den skal have en stor del af æren for, at jeg kan hæve en løn hver måned. Men jeg satte mig alligevel for engang for meget længe siden at fortælle dem, jeg sidder sammen med, hvorfor jeg er nødt til at svare et opkald, en besked eller lignende. Bare kort.

“Det er Kim, der skriver, jeg er nødt til at tjekke, om det er noget jeg skal hjælpe med asap..” Den besked hører mine medmennesker ofte, ligesom Kims familie og venner sikkert hører det samme fra ham dagligt…

Det er vel et spørgsmål om nytænkende høflighed. Vores generation tager ingen steder uden mobilen i lommen, og det mener jeg faktisk er helt ok. Det er den tid, vi er i. Og telefonen gør rigtig mange ting nemmere – jeg ville fx nødigt undvære Siri, når jeg er ude at køre steder, jeg ikke har været før. Men… glemmer vi ikke den almene pli – allesammen… i vanens magt af at lade os styre fuldstændig af et PLIING?

Mon vi ikke skal være lidt bedre til at være i det nærvær, der trods alt er, der hvor vi er, når vi er der? Og ikke devaluere det selskab, der vil os i det virkelige liv i stedet for inde i Messenger, snap, insta osv…?  Fordi… mon ikke de fleste beskeder KAN vente, når alt kommer til alt…? 😉

 

 

DEL