Janderup kommer til at boble af aktiviteter

Varde Å Dag: Programmet vil nærmest ingen ende tage. Der er i den grad lagt op til festlig aktivitet for alle aldre, når Janderup byder velkommen til Varde Å Dag d. 20. august – og her er deres slogan: VI ER TIL LANDS, TIL VANDS OG I LUFTEN I NATUREN…

En af de frivillige kræfter er Ulla Hansen, der er aktiv i Janderup Lokalforening.

– Vi er da i da i al beskedenhed ganske tilfredse med vores program for Varde Å Dag, hvor vi har forsøgt at sammensætte aktiviteter for hele familien hen over dagen, fortæller Ulla Jensen.

Blandt de mere unikke nyheder på dagen er muligheden for at købe en helikoptertur og dermed få hele området at se fra oven. En tur på 5 minutter koster 300,-, mens 10 minutter koster 500,-, og man booker sig blot ind på selve dagen.

– Vi glæder os også rigtig meget til malerværkstedet ved Erik Dyhr. Her har vi købt 100 pap-fugle, hvor Erik har dekoreret de 70 og de er smukt placeret i sivene ved ladepladsen, og interesserede kan så kigge forbi og male deres egen fugl, fortæller Ulla.

På programmet er endvidere blandt andet Kreative Haver, Linedance, tovtrækning mellem Janderup og Alslev, Zoneterapi, bålhytte med salg af pølser og bakskuld, pandekagebagning og meget meget mere.

– Vi krydser fingre for dejligt vejr, de foregående år har vejret været med os, så mon ikke vi er heldige igen i år, smiler Ulla, der hermed opfordrer alle interesserede til at kigge forbi Janderup d. 20. august i tidsrummet 10.00 – 16.00

Se programmet her