Investering i medarbejdernes trivsel sikrer en værdig ældrepleje

Læserbrev, indsendt af AC Hoxcer Nielsen, Bakkevej 26, Varde, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Medlem af Udvalget for Social og Sundhed

Investering i medarbejdernes trivsel sikrer en værdig ældrepleje

Sagerne fra Aarhus og Randers har berørt mig meget. Jeg ved, at det påvirker mange social- og sundhedsansatte, og skaber en utryghed for, hvordan andre ser den måde de udfører deres arbejde på.
Medarbejderne på social- og sundhedsområdet er for mig et vigtigt fokusområde, og har været det gennem min tid som politiker. De arbejder med pleje og omsorg, for de af vores borgere, der efter mange års bidrag til samfundet, nu har brug for, at få hjælp til at leve den sidste tid. Og den sidste tid skal være med værdighed.
Budgetforhandlingerne for 2021 og overslagsårene er så småt ved at være i gang. Og Socialdemokratiet ønsker, at videreføre og udvide ekstern supervision på ældreområdet.

Projektet om ekstern supervision på ældreområdet, blev vedtaget ved budgetforhandlingerne i 2018 og har kørt som projekt i 2019 og 2020. 50 medarbejdere havde mulighed for at deltage i projektet, der har kostet 2 mio. kr. over de to år. Der er kommet positiv feedback fra de medarbejdere, der har haft glæde af projektet, fordi supervision både er noget, der løfter fagligheden ved sparring og øger trivslen i medarbejdergruppen.
Jeg ser ikke supervision som ”flødeskum”. Men som noget, der er nødvendigt, når man arbejder med mennesker. Det at kunne reflektere over egen praksis og få vendt udfordringer sammen med sine kolleger i et rum, der giver mulighed for debat og nuancer, løfter fagligheden og arbejdsglæden.
I Socialdemokratiet ønsker vi at investere i medarbejdernes trivsel!