Hvem vinder Frivillighedsprisen 2019?

Ellie alias Lene Memborg fra Hjertet På Rette Sted Foto: Hjertet På Rette Sted
Torsdag 2. maj kårer Region Syddanmark vinderne af Frivillighedsprisen 2019. Mange gode frivillige indsatser er blevet indstillet – alle gør de en forskel for borgere, patienter og pårørende i regionen. 5 indsatser er blevet nomineret – og nu skal vinderne findes.

Hver dag giver mange frivillige i Region Syddanmark en hånd og gør en forskel for patienter og pårørende på regionens sygehuse og sociale tilbud. Med uddelingen af Frivillighedsprisen vil regionen gerne sige tak for den store indsats. Når prisen uddeles 2. maj, er det både for at kåre årets vindere, men også for at hylde det arbejde, som frivillige rundt i hele regionen leverer hver eneste dag.

Det er syddanskerne, medarbejdere og frivillige i regionen, der har indstillet de frivillige indsatser. Ud af de mange indstillede indsatser har en dommerkomité udvalgt 5, som er nomineret til årets pris.

De nominerede er:
  • Vejviserne på Sygehus Sønderjylland.
    De frivillige vejvisere hjælper patienter og pårørende med at finde vej på sygehusene i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Vejviserne skaber tryghed for patienter og pårørende, når de færdes på sygehusene.
  • Ungdommens Røde Kors, Odense.
    På H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital bruger unge mennesker fra Ungdommens Røde Kors deres fritid på at være noget for de indlagte børn og unge, når de flere gange om ugen arrangerer forskellige caféer for de indlagte børn og unge.
  • Bestyrelsen bag klovneforeningen Hospitalsklovne, Trekantsområdet.
    Foreningen sørger for, der er penge til at have hospitalsklovne på sygehuset i Kolding. De afholder blandt andet arrangementer på afdelingen, der sammen med sponsorater skaber det økonomiske grundlag, der er nødvendigt for at betale for klovnene.
  • Hjertet På Rette Sted.
    En støtteforening for Børne- og Ungeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Foreningen sørger blandt andet for, at de indlagte børn får nogle gode oplevelser, mens de er på afdelingen.
  • Røde Kors Svendborgs patientstøtter.
    En frivillig ordning af patientstøtter på Geriatrisk Afdeling på sygehuset i Svendborg. Patientstøtterne taler med patienterne på afdelingen, går i kiosken eller skifter vandet i patienternes blomstervaser.
Tre vindere

Frivillighedsprisen fordeles mellem tre vindere. Èn hovedpris på 50.000 kroner og to priser på 10.000 kroner. Præmiepengene går til den afdeling eller institution, som vinderen er tilknyttet og skal bruges til at videreudvikle samarbejdet med de frivillige eller skabe endnu bedre rammer for den frivillige indsats på stedet.

Om prisen

Frivillighedsprisen uddeles til frivillige eller til en afdeling, institution eller medarbejder, som yder en særlig indsats for at styrke inddragelsen af frivillige i Region Syddanmark.