Hvem gemmer sig bag Mollie og Giles

Michelle fra Esbjerg og Benjamin fra Sdr. Omme, spiller det unge værtspar i krimiklassikeren, ‘Musefælden’.

Michelle Tambour og Benjamin Ørbæk Haahr spiller værtsparret Mollie og Giles Ralston på hotelpensionen Monkswell Manor i krimiforestillingen Musefælden, der foregår tilbage i 1950’erne.

Michelle og Benjamin er de yngste spillere af i alt otte medvirkende på henholdsvis 20 og 18 år. De har tidligere spillet sammen blandt andet i stykket ‘Kollision’ med 7-kantens ’Erfarne Unge’ hold. Her var det også Henrik Thygesen, der instruerede. Benjamin kender Henrik tilbage fra et efterskoleophold på Vostrup, hvor Henrik underviste på teaterlinjen.

Mange replikker

Til daglig studerer Michelle til multimediedesigner på Erhvervs Akademiet i Esbjerg, og har Trine Graungaard Hjerrild Thomsen, der spiller rollen som den maskuline og lidt voldsomme Miss Casewell, som underviser. Giles er i ‘Musefælden’ gift med Mollie, som kan sno ham om sin lillefinger i kærlighedens navn. Han vil gøre alt for hende! Ofte bliver han bedt om at lave opgaver på hotelpensionatet af håndværksmæssig karakter, men det er bestemt ikke hans styrke. Michelle Tambour fortæller om sin rolle: Jeg synes det er spændende og anderledes at spille karakteren Mollie, fordi hun er et forholdsvis roligt gemyt, jeg har været mere vant til roller, som piger med vildt gang i den. Benjamin Ørbæk Haahr fortsætter: Der er rigtig mange ord for alle medvirkende at lære udenad. Pudsigt nok sad jeg nede på gulvet da vi spillede ’Kollision’, men i ‘Musefælden’ står jeg faktisk op i to timer! Til gengæld har Benjamin forholdsvis lang tid til at sidde ned i bilen på vej hjem til Sdr. Omme, hvor han bor til daglig og går på gymnasiet i Herning. Trods de lange køreture, vil Benjamin prøve lykken til audition på Varde Sommerspil sidste weekend i oktober.

Krimiklassikeren ’Musefælden’ af Agatha Christie spiller i 7-kantens teatersal i Janderup følgende dage: Den 26.10, kl 19.30, den 29 og 30.10 samt den 5.11, kl 15. Den 27.10, og 1-2-3.11, kl. 19.30.

Billetsalg: Www.7-kanten.dk

Fotos: Jack Eben Steffensen