Hvad sker der, når kroppen bliver digitaliseret?

“Bling” en notifikation på din smartphone viser måske, at du har opnået
dagens mål i forhold til aktive antal minutter, eller du kan se dine samlede
træningsmål i endomodo eller lignende app. Smartwatches og fitarmbånd giver
os flere og flere muligheder for at vise os vores sundhedsdata, men hvad
betyder det egentlig, at vores krop bliver mere og mere digitaliseret?
Måske ved din smartphone, hvornår du bliver syg før du selv mærker det.

Med den stadig stigende digitalisering inden for sundhedsområdet, er
internettet måske på vej til at blive en slags digital puls, der forbinder os
på flere måder end bare via kommunikation og mærkelige katte-videoer på
YouTube. Måske kan det være med til at skabe helt nye måder at tænke
sundhedsbehandling på, men det giver også helt nye udfordringer i det at
være menneske i fremtiden.

Henrik Føhns vil give os et indblik i en ikke så fjern fremtid, hvor det at
være menneske måske bliver fundamentalt anderledes, end det vi tænker nu.
Føhns er en af Danmarks førende techjournalister, han er tidligere stifter
af radioprogrammet Harddisken og er i dag vært på podcasten Techtopia som
produceres af Ingeniøren.

Fakta
Varde Bibliotek d. 20/2 – 2019 kl. 19:00
Billetter kan købes på bibliotekets hjemmeside www.vardebib.dk/arrangementer  eller i den betjente åbningstid.