Husk at tænde baglygterne

Synes du, at det kan være svært at spotte de forankørende biler i mørke og tåge, fordi bilisterne ikke har tændt baglygterne?

Så er du bestemt ikke den eneste.

Hele seks ud af ti bilister fra Syd- og Sønderjylland, der i januar medvirkede i en national undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik, kunne genkende situationen. Og på landsplan var det syv ud af ti bilister, som nikkede ja til problemet.

Undersøgelsen blev foretaget blandt 1.664 bilister, som jævnligt kører bil. Her blev bilisterne spurgt:

Hvor mange bilister har inden for de seneste tre måneder oplevet andre bilister, som ikke havde tændt baglygterne, mens det var mørkt eller tåget?

Nedsat sigtbarhed
Når vejret byder på regn, sne og tåge, nedsættes sigtbarheden betragteligt. Det gør det sværere at se hinanden i trafikken og understreger behovet for korrekt lygteføring.

Kører man for tæt, fordi man fejlbedømmer afstanden til de forankørende, er der risiko for trafikulykker med mange involverede – hvilket kan betyde skader på menneskeliv, køretøjer samt skabe forsinkelser på vejene til gene for mange.

– Det kan hurtigt blive dyrt at spare de forkerte steder. Tændte baglygter gør ikke kørslen dyrere, men til gengæld mere sikker – ikke mindst for dig og dine kære. Kommer man i tvivl, om baglygterne er tændte, kan man altid køre med nærlys på bilen eller konsultere sit værksted, der kan montere en anordning, der sikrer, at baglygterne altid tændes sammen med kørelyset, pointerer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, der er leder af Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Specielt kørelys
Frem til juli 2016 blev mange biler solgt med specielt kørelys, hvor baglygterne ikke tænder automatisk. Ejer man en sådan bil, kan man få køretøjet justeret på et værksted, såbaglygterne også tænder, når motoren startes.

Som bilist er du ansvarlig for, at bilens lygter virker, og lyset er korrekt. Derfor skal man, inden man kører ud i trafikken, kontrollere, at bilen lever op til kravene.

  • Gå rundt om bilen og se at alle lygter virker.
  • Parker eventuelt en meter fra en væg, og se om vinklen på lyskeglen falder korrekt, jf. forskrifterne.
  • Kontroller at køretøjet ellers er lovligt og i forsvarlig stand.

Nærlys
Fra solopgang til solnedgang (uden for lygtetændingstiden) skal man som bilist anvende nærlys, dog kan tågelys i kombination med positionslys eller særligt kørelys også anvendes.

Fra solnedgang til solopgang samt ved nedsat sigtbarhed, hvor det regner, sner, er tåget eller er tusmørke, skal nærlys som minimum anvendes. Forkert lygteføring kan som minimum resultere i en bøde på 1.000 kroner.

DEL