Hilsen Hjemmefra – det er denne uge

Arkivfoto: Støt op om en Hilsen Hjemmefra

Fredag den 18. maj samler borgerne i Varde Kommune ind til soldater, som er udsendt på internationale missioner for Danmark.
Soldater, der er udsendt fra en af garnisonerne i Varde Kommune, får hver især tilsendt en Hilsen Hjemmefra i løbet af deres udsendelse.
Denne hilsen består af en pakke, der eksempelvis kan indeholde slik, film, bøger, breve, tegninger og andre hilsner.
Der samles ind to gange årligt, og næste indsamling foregår fredag eftermiddag den 18. maj. Her vil soldater fra områdets garnisoner stå i udvalgte butikker i Varde og Oksbøl og tage imod bidrag til formålet.

FAKTA
• Alle soldater, der er udsendt fra en af garnisonerne i Varde Kommune i mere end tre måneder, modtager en individuel Hilsen Hjemmefra.
• Bidrag til pakkerne sikres gennem opstillede indkøbsvogne i udvalgte supermarkeder samt donationer fra virksomheder og privatpersoner. På fredag samles der ind i Føtex og Kvickly i Varde samt SuperBrugsen i Oksbøl.
• Hver enkelt Hilsen Hjemmefra bliver pakket af elever fra en lokal 6. klasse. Eleverne har også hver især skrevet en hilsen til en af de udsendte soldater. I denne omgang er der tale om elever fra Brorsonskolen i Varde, som vil stå for pakningen sidst i maj.
• Der er tre garnisoner i Varde Kommune: Varde Kaserne, Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl samt Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.
• Hilsen Hjemmefra har kørt som projekt siden efteråret 2015 og er inspireret af lignende initiativer fra blandt andet USA og Storbritannien.

DEL